Richard og Quist Wine står bag ny, italiensk vinbar - se her hvornår den åbner

AALBORG: Hvad har en forretning med modetøj til mænd og et vinfirma til fælles?

Umiddelbart måske ikke så meget - og så alligevel; For nu åbner en helt ny, italiensk vinbar i Richard i Algade. Og den er et samarbejde mellem tøjforretningen og vinimportøren Quist Wine.

Baggrunden er simpel:

- Det kommer af vores fælles passion for Italien og italiensk vin, siger Henrik Obel, der er partner i Richard-Butler-Loftet.

Tina Larsen
Vinbaren er et samarbejde med Quist Wine, og ved en event hver fredag kommer Kim Quist og fortæller om udvalgte vine. Privatfoto

Han har været ansat i huset siden november, og vinbaren er første skridt på vejen mod at skabe et oplevelses- og livsstilshus i bygningen Algade 5, der emmer af historie.

- Salg af tøj kombineret med forskellige events og happenings er udtryk for et ønske om kvalitet på tværs. Helt grundlæggende er min holdning, at hvis vi kan stå inde for produktet, og det giver mening, så kan vi også sælge det, siger Henrik Obel.

- Baggrunden er også min tro på fremtiden for retail. På sigt er det ikke nok bare at sælge et stykke tøj i fysiske butikker, vi skal invitere vores gæster indenfor og give dem en oplevelse, så de kommer tilbage.

På tegnebrættet er allerede en petanquebane i gården, et caféområde og vinsmagninger som lukkede arrangementer. Blandt meget andet.

- Vi skaber et hus, hvor man har lyst til at være, og hvor man skaber relationer på nye måder. Og hvor der også er liv udenfor åbningstiden.

Tina Larsen
Privatfoto

Vinbaren finder du på 1. sal i tøjbutikken, og den er åben hver fredag fra klokken 14 til 19. Og der vil være event med vinsmagning fra klokken 16.30 til 17.30. Her kommer Kim Quist fra Quist Wine og præsenterer ugens nøje udvalgte vin krydret med den gode historie. Vinen serveres også i hele åbningstiden lørdag - ligesom det er muligt at købe et udvalg af vine med hjem.

Happeningen er i øvrigt døbt Fredags Enoteca.

- Enoteca er italiensk og betyder et sted, hvor du kan købe vin - og hvor der også er servering og bar. Det er en mellemting mellem en vinhandel og en vinbar, siger Henrik Obel.

- Modtagelsen har været god på forhånd, og nu glæder vi os til at byde vores gæster indenfor.

I forbindelse med åbningen i morgen, 6. marts, er der en konkurrence, hvor man kan vinde en vinsmagning med mad, og hvor Kim Quist fortæller om vin.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...