Is à Bella fejrer åbning med gratis is og masser af underholdning

AALBORG: Kun få dage efter, at Lagkagehuset åbner i Magasin, kan stormagasinet fejre endnu et nyt spisested.

Fredag 5. april åbner det nye og spændende is-koncept Is à Bella i med kvalitetsis lavet på nordjysk økomælk.

- Vi er bare så glade og stolte over, at vi har landet aftalen med Is à Bella om, at de rykker ind i Magasin Aalborg med deres vildt lækre koncept. Det er vigtigt for os, at der hele tiden sker noget nyt i vores stormagasiner, og derfor er det ekstra særligt, når vi kan få noget til byen, som ikke er tilgængeligt her i forvejen. Vi har som målsætning at være foran på trends og tendenser, ikke kun på mode-området, men også generelt i forhold til livsstil og shopping, forklarer store manager Tina Mikkelsen om tankerne bag det nye samarbejde.

Is à Bella producerer og sælger italiensk is i samarbejde med et næsten 100 år gammelt firma i Norditalien. Forretningens produkter er udelukkende fremstillet af råvarer af den højeste kvalitet – for eksempel er isen lavet på økologisk Thisemælk og økologisk sukker, mens de øvrige produkter fremstilles af råvarer, som er importeret fra den italienske samarbejdspartner.

Iscaféen sælger også kaffespecialiteter af bønner, som er friskristet på et nordjysk mikro-risteri.

Iskæden serverer italiensk is og kaffe - lavet af bønner ristet på et nordjysk risteri. PR-foto

Is-kæden har hidtil bestået af syv butikker fordelt på Sjælland og i Skive, og nu kan aalborgenserne altså også sætte tænderne i de iskolde italienske lækkerier.

- Vores koncept er perfekt til større byer som Aalborg, fordi det er lidt mere niche og et specielt produkt. Vores is har nemlig mindre fedt, mindre sukker og mere smag, men vi ser også inden for vores område en stigende efterspørgsel på god kvalitet, fortæller Søren Andreassen, som er general manager i Is à Bella, og fortsætter:

- Desuden vil vi gerne være en del af alt det spændende, som sker hos Magasin, fordi vi mener, at vi kan gøre stormagasinet endnu mere attraktivt - og omvendt. Vi er sikre på, at der er potentiale til et rigtig stærkt samarbejde.

De handlende i Magasin Aalborg kan smage på herlighederne på åbningsdagen fredag 5. april mellem 12.00-16.00, hvor Is à Bella uddeler gratis italiensk is. Der vil desuden være masser af underholdning og aktiviteter i forbindelse med åbningsfesten.

Is kommer i mange former, farver og smag hos Is à Bella. PR-foto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...