Rapperen Jokerens kaffekæde får en afdeling i Magasin - du kan møde ham på åbningsdagen

AALBORG: En kop varm kaffe på café eller to-go til bare en tier. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Men ikke desto mindre er det et tilbud, der rykker ind i Aalborg allerede i næste uge.

På onsdag 1. maj åbner den odenseanske kaffebar Coffee Ten nemlig en filial i Magasin. Kaffebaren har slået sig op på netop god kaffe til en mønt, og nu får vi altså også glæde af det her i byen.

- Priserne på en kop varm kaffe i bybilledet er jo stukket fuldstændig af, særligt i landets større byer, og der har vi taget det valg, at vi hellere vil sælge 500 kopper kaffe til 10 kr. end 100 kopper kaffe til 50 kr., fortæller Christoffer Andersen fra Coffee Ten og tilføjer:

- Og det gør vi uden at gå på kompromis med kvaliteten. Der er langt fra tale om kedelig eller almindelig kaffe, men reel og virkelig god kaffe lavet af fine, fornuftige råvarer

Den holdning er man enig i hos Magasin Aalborg:

- Vi er rigtig glade for, at det bliver os, der kan byde Coffee Ten velkommen til Aalborg, for vi tror på, at konceptet vil blive taget rigtig godt imod – ikke mindst baseret på kæmpesuccesen i Odense, siger Store Store Manager i Magasin Aalborg, Tina Mikkelsen, om samarbejdet.

Alle kaffevarianter hos Coffee Ten er af samme høje standard, og derudover er kaffen CO2-neutral. Coffee Ten sætter nemlig bæredygtighed og økologi meget højt, hvilket også kommer til udtryk i kaffebarens valg af råvarer og materialer. For eksempel er papiret til menukortet FSC-mærket, mens rørsukkeret er Fairtrade-mærket. Der er mulighed for at supplere kaffen med et udvalg af kager, sandwiches og forskellige drikkevarer.

En af ejerne bag den succesfulde kaffekæde er rapperen Jokeren. Og den danske musiker, kendt fra bl.a. Den Gale Pose, står selv bag skranken og serverer kaffe på åbningsdagen.

Coffee Ten åbner på onsdag 1. maj kl. 10.

Jokeren er medejer af kaffekæden og står selv bag disken, når den åbner i Aalborg. PR-foto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...