Trods blæsende og regnfuldt vejr var der udendørs handel, da fødevaremarkedet åbnede ved Aalborg Street Food

AALBORG: Efter en lang vinter åbnede fødevaremarkedet i forbindelse med Aalborg Street Food torsdag eftermiddag kl. 16. Vinden gik frisk over Limfjorden og regnen fulgte med. Men arrangørerne havde besluttet, at der også skulle være udendørs boder. Og det var der. Ostemanden fra Vindblæs kunne heldigvis stå i læ i sin vogn, men De glade Gartnere stod i det fri.

- Vi er vant til at være ude, lød det smilende fra Bente Mott, som sammen med Trevor havde et stort udvalg af grøntsager.

Indendørs var der brød, sund slik og kød samt pesto og andre specialiteter.

Kunderne stod ikke i kø, og der var også plads til flere boder med fødevarer.

Men der er optimisme hos Bente Mott.

- Nu skal vi lige have sæsonen i gang. Jeg tror, det bliver godt. Jeg synes, vi har en fin placering her ude lige ved indgangen, og jeg kan se, at der kommer mange forbi, bl.a. mange løbere, siger Bente Mott.

- Og skulle vejret blive så dårligt, at det er umuligt at stå ude, har vi jo mulighed for at rykke indendørs, tilføjer hun.

Thomas Zimmermann, Ostemanden fra Vindblæs og en af initiativtager til fødevaremarkedet, fortæller, at der næste uge kommer yderligere en bod. Det er med portugisiske specialiteter.

- Desuden håber vi, at det kan lykkes os at få fat på en fiskehandler, siger Thomas Zimmermann.

Fødevaremarkedet holder åbent fra kl. 16 om torsdagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...