Arctic Street Food skal primært bruge faciliteterne på Limfjords-Værftet som træningssted. Foto: Teis Markfoged
Livet her

Nyt på Limfjords-Værftet: Arctic Street Food flytter ind

Frivillige står bag populær madvogn, der har brug for mere plads

05. juni 2019 kl. 17:15

AALBORG: Du har måske allerede set den; madvognen, som Arctic Street Food står bag, er på ingen tid blevet en succes. Den har blandt andet været med ved DR’s Julehilsen til Grønland, Operation Dagsværk, Northern Winter Beat Festival og Danmarks Indsamlingen. Og for nylig rullede vognen ind i Kildeparken til Børnekarnevalet.

Arctic Street Food, der er et grønlandsk inklusionsprojekt, har tidligere holdt til i Det Grønlandske Hus, men nu er rammerne blevet for små.

Så fremover skal gruppen af frivillige øve sig i tilberedningen af grønlandsk streetfood og bidrage til det gode fællesskab og den maritime stemning på Limfjords-Værftet i Vestbyen. Men containere fra BoxTown som fast base.

Arctic Street Food får mere plads, og det glæder Lars Jeppesen, Avatannguaq René Joelsen, Steen S. Søholm, Kasper Emil Brandt og Miki Reimer. Foto: Teis Markfoged

En af initiativtagerne er kok og idémanden bag det maritime område, Lars Jeppesen.

- Ingen ser mod rigsfællesskabet mod nord, men vi arbejder med grønlandske fødevarer med et tvist, siger han, der ikke er i tvivl om, hvad Arctic Street Food tilfører området.

- Vi får en masse liv herinde, når der kommer flere unge mennesker, Og vi kan se, hvordan man vokser i selvtillid, når man kommer ud i virkeligheden og gør noget for andre. Samtidig får man selv en masse igen.

Arctic Street Food skal primært bruge faciliteterne på Limfjords-Værftet som træningssted og kommer derfor som udgangspunkt ikke til at have en offentlig bod, hvor man kan købe mad.

Ved udvalgte lejligheder som eksempelvis jul og Sankt Hans vil Arctic Street Food dog åbne op for salget af den særlige grønlandske streetfood.

Steen S. Søholm, Kasper Emil Brandt, Miki Reimer og Kristiane Andersen er blandt de frivillige, der er involveret i Arctic Street Food. Foto: Teis Markfoged

Arctic Street Food er et socioøkonomisk inklusionsprojekt startet af Det Grønlandske Hus i Aalborg. Projektet tager udgangspunkt i et interkulturelt madkoncept med fokus på en anderledes fortolkning af grønlandske råvarer, og formålet er at give unge grønlændere mulighed for at gå på opdagelse i deres egen kultur og etniske identitet.

Annonceret indhold

Nyeste