Kommunen, VisitAalborg og cityforeningen laver fællesskab, der skal samle byen

AALBORG: Hovedparten af byens butikker holder lukket, og turister er der af gode grunde heller ingen af.

Men nu bliver der lavet et nyt initiativ, der skal få os alle til at hjælpe med at holde gang i byens handelsliv.

Det er kommunen, der sammen med VisitAalborg og Aalborg City står bag We Share Aalborg, der er et nyt fællesskab, der skal samle byen, skriver aktørerne i en pressemeddelelse.

We Share Aalborg skal således fungere som et fællesskab, hvor erhvervsdrivende og borgere kan finde svar og gode råd under og efter den delvise nedlukning af landet.

- Det er en alvorlig situation. Vi har brug for at hjælpe hinanden gennem den kommende tid. Det kan vi gøre ved at stå til rådighed for erhvervslivet og sætte fokus på de initiativer, der løbes i gang for at holde kommunens tandhjul kørende, siger erhvervsdirektør i BusinessAalborg, Aalborg Kommune, Tonny Thorup.

Kampagnen skal hjælpe erhvervslivet med fortsat at stille sig til rådighed for kunder. Det kan være ved hjælp af rådgivning, sparring og tips til at omstille sig til onlinesalg eller udtænke nye koncepter.

Samtidig vil der blive fokus på at få os til at handle lokalt, selvom gågaderne ikke er fyldt med liv, og der er lys i færre butiksruder end normalt. Mange butikker har iværksat 1:1 indkøbsmuligheder, og andre leverer varer hjem til kunden privat.

- Vi har brug for fokus på og forståelse for butikkernes situation, hvis vi skal gennem denne tid som en stærk handelsby. Detailhandlen bløder, og aalborgenserne skal huske deres butikker og virksomheder generelt, selvom vores indkøbsmønstre er forandrede disse dage, siger direktør i Aalborg City, Flemming Thingbak.

Foruden færre handlende mangler besøgende og turister også i gadebilledet. Det betyder, at erhvervslivet og aalborgenserne skal løfte sammen for at holde byens muligheder kørende.

- Aalborg Kommunes erhvervs- og kulturliv samt detail- og restaurationsbranche er unikke og vigtige for vores destination. Lige nu handler det om at sælge Aalborg til aalborgenserne, hvis vi i fremtiden vil have en attraktiv destination, som både danske og udenlandske turister vil besøge. Vi skal gøre, hvad vi kan for at holde gang i hjulene, så vi kan fastholde det gode indtryk, som omverden har af Aalborg som by og kommune, siger Anja Mathiasen, konstitueret direktør for VisitAalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...