Kokkeelev satser på et alternativt fritidsjob

AALBORG: Skærsliber. Alene ordet lyder lidt som noget fra en gammel dansk film og en svunden tid. Men konceptet med at nogen kommer og sliber dine knive er i den grad i live.

Faktisk så meget, at vi her i Aalborg netop har fået onlinekonceptet Skærsliberen.dk. På siden kan du bestille en lokal knivsliber hjem til hoveddøren.

Platformen har allerede i godt et år slebet knive i Aarhus, Odense og København, og nu er turen altså kommet til os.

- Vi ser Aalborg som en rigtig spændende by, som er i stor udvikling på samme måde som Aarhus. Man er også gode til at tage godt imod nye tiltag og koncepter, og vi kan se, at der ikke rigtig findes nogle mobile slibe-tilbud i Aalborg, siger medejer af Skærsliberen.dk Jesper Lajer.

Skærsliberen.dk har i godt et år eksisteret i Aarhus, Odense og København - nu er konceptet kommet til Aalborg. PR-foto

Her i Aalborg er det den 21-årige kokkeelev Malthe Bang Hansen, der står for det praktiske arbejde med at slibe dine knive. Han har selv i tre år gået meget op i at holde sine egne knive skarpe og har nu fundet det fleksible fritidsjob, han har ledt efter.

- Jeg er kok, hvor noget af det vigtigste er, at knivene er helt skarpe og præcise. Jeg har været hos flere større restauranter i Aalborg, som jo desværre er på lavt blus i øjeblikket og derfor kunne dette være et sjovt projekt at kaste sig over, siger den 21-årige skærsliber og tilføjer:

- Jeg sliber på vandsten og slutter af med læder. Dette giver et perfekt resultat. Jeg kan slibe på stedet, med afstand selvfølgelig, så du ikke skal undvære dine knive længere end højest nødvendigt.

Man booker en dato og tid til et besøg af Malthe Bang Hansen på firmaets hjemmeside - du behøver ikke være hjemme, når han kommer.

Du kan læse mere om konceptet, priser og skærsliberen ved at trykke på linket her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...