Kadetten vil samtidig give byens unge musikere mulighed for at være del af en musikforening

AALBORG: Er I under 25 år og har et band - men mangler et sted at øve? Så er det her måske noget for jer: Kadetten er et helt nyt øvelokale i en bunker på Skovsvinget.

Tina Larsen
Kadetten her er det nyeste af i alt otte øvelokaler i bunkeren. Foto: Lasse Sand

- Der er mange unge bands i Aalborg, og dem vil vi gerne hjælpe på vej, siger Nick Siriwadh, der er formand for Aalborg Musikforening, som står bag øvelokalet.

- Vores overordnede ønske er at kunne tilbyde de bedst tænkelige forhold for byens musikere, og på den måde bidrage til udviklingen af Aalborgs musikmiljø.

Kadetten åbnede midt i august, og er det ottende øvelokale i bunkeren, som musikforeningen lejer af Aalborg Kommune.

Tina Larsen
I følge Nick Siriwadh er der ofte en stigning i antallet af bands, når nye studerende mødes og finder sammen om interessen for sang og musik. Foto: Lasse Sand

Nick Siriwadh forventer, at lyden af sang og musik snart vil fylde lokalet, og at der vil være stor interesse for øvetiderne.

- For eksempel fra studerende. Vi ser ofte, at der kommer nye bands, når universitetet starter og unge mennesker møder hinanden, siger han.

- Vi tror virkelig på projektet, vi tror på, at behovet er her. Og for os handler det om, at vi gerne vil give så mange som muligt en chance for at etablere sig som band. Vi lægger især vægt på, at her skal være det bedst mulige grej til musikerne, så vi har investeret en del i godt udstyr.

Tina Larsen
Aalborg Musikforening holder til i en bunker her på Skovsvinget. Foto: Lasse Sand

Musikforeningen understreger, at det ikke må være for dyrt at leje øvelokalet, så prisen er sat til 150 kroner om måneden for unge i alderen 16 til og med 24 år. Man er dog også velkommen i lokalet, hvis man er over 24 år - så er prisen dog en anden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...