CrossFit North 579 i Aalborg tilbyder nu udendørstræning under skærpede vilkår

AALBORG: Når hverdagen er alt andet end den, vi normalt kender til, og samværet med andre udebliver, kan nye og kreative løsninger opstå. CrossFit North 579 i Aalborg har således taget initiativ til træning under åben himmel på forskellige udendørsarealer rundt om i byen, sådan at medlemmerne igen kan være sammen - men under skærpede vilkår.

- Vi har selvfølgelig gjort alt benarbejdet for at sikre, at vi overholder alle forholdsregler i forbindelse med corona. Vi har været i kontakt med både politi og coronahotline, som begge har givet os grønt lys, siger partner i CrossFit North 579, Linn Abildtrup, i en pressemeddelelse.

Træningen kommer i første omgang til at foregå uden udstyr, i hold af maximalt seks deltagere plus en instruktør, og alle skal holde en afstand på minimum to meter. Træningen vil vare en halv time, og man må kun opholde sig på træningsarealet mens, man træner. Desuden vil der være mindst et kvarter mellem hvert hold.

Den udendørs træning fortsætter foreløbig til 10. maj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...