Arbejdet med at forynge byens shoppingcenter er i fuld gang

AALBORG: Der er make-up og så er der deciderede ansigtsløft.

Og der er vist mest tale om det sidste, når det gælder arbejdet med at gøre Friis Shoppingcenter mere nutidigt i sit udtryk. For mens der løbende bliver annonceret åbning af nye butikker inden døre, så er forvandlingen udenfor nu for alvor ved at tage form.

Dele af det store metalskelet, der skal bære den nye facade på shoppingcentret bliver i disse dage monteret. Det betyder, at den oprindelige hvide front med det markante røde logo gradvist forsvinder og bliver erstattet af store glaspartier og varme farve i form af det kobberholdige materiale tombak. Farven er mørk gyldenbrun og vil give, hvad centret kalder et "opgraderet og urbant udtryk" til bygningerne.

Også selve indgangspartiet på Gabels Torv bliver forvandlet. Indgangen flyttes og de nuværende svingdøre skiftes ud med et nyt indgangsparti.

Det er arkitektfirmaet C.F. møller og entreprenøren TL Byg, der står for designet og udførelsen af arbejdet med facaden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...