Se her, hvordan du skal forholde dig, når en af verdens mægtigste mænd besøger Aalborg

AALBORG: Det er en af de mest sikkerhedsbeskyttede mand i verden, der i morgen, lørdag, kommer til Aalborg.

USA's 44. præsident Barack Obama lever konstant omgivet af et enormt opbud af folk, der passer på ham og bringer ham frem i verden. Og sådan er det også, når han skal transporteres til Musikkens Hus.

Men stik mod, hvad man måske skulle tro, så kan du med sindsro tage turen til Aalborg centrum lørdag eftermiddag - for det fornemme besøg betyder nemlig som udgangspunkt ikke lukkede veje, omkørsler eller andet, lyder det fra Nordjyllands Politi.

- Vi har ikke planer om at afspærre store byområder, siger politikommisær Finn Munk Sørensen fra Operativt Center Plan og Sikkerhed.

- Vi bestræber os på, at det bliver så tæt på normaltilstand, som det kan være.

Han har dog en opfordring til trafikanterne.

- Når kortegen kommer kørende, skal man naturligvis efterkomme anvisningerne fra motorcykelbetjentene og holde ind eller stoppe, når de gør tegn til det, siger Finn Munk Sørensen.

- Fuldstændig, som når vi kører med i kortege for eksempelvis Dronningen eller ambulancer.

Den tidligere amerikanske præsident gæster Musikkens Hus i morgen, lørdag 28. september, klokken 16.30 til A Conversation with President Barack Obama.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...