Shaka Loveless skulle have optrådt i Kildeparken. Arkivfoto
Livet her

Øv! Colourz Festival er aflyst

Arrangørerne var ellers klar med flere internationale navne

01. juli 2022 kl. 11:42

AALBORG: Colourz Festival, der skulle have fundet sted i slutningen af denne måned, er aflyst.

Festivalen i Kildeparken var planlagt til at vare tre dage og byde på både danske og internationale musiknavne samt street art, parkour og skateboarding.

Men arrangementet er nu lagt i mølposen på grund af svigtende billetsalg.

Det oplyser festivalen på sin Facebookside.

- Vi har i 2022 booket et stærkt internationalt program, og som nystartet festival har vi været stolte af at præsentere hele fem Internationale bookinger. Vi må desværre erkende, at det ikke har været nok, skriver arrangørerne.

Festivalen oplyser, at man siden december 2020 har brugt 16 måneder på at indhente hjælpepakker til artister booket i 2020 samt genetablere den finansiering, der var i hus før coronaen ramte.

Det har betydet, at billetsalget til årets festival først kunne gå i gang 19. april.

- Vi har haft troen på, at det stærke program kunne bære festivalen igennem år ét, men vi må desværre erkende, at det i denne meget korte periode ikke er lykkedes at sælge de nødvendige billetter.

- Vi har på Colorz Festival haft nogle rigtig gode partnere, men vi må erkende, at det ikke vil være forsvarligt over for billetindehavere, leverandører eller partnere at gennemføre afviklingen, lyder det fra arrangørerne.

Festivalen oplyser, at alle billetkøbere vil få deres billet refunderet via Ticketmaster, og at Ticketmaster selv vil kontakte billetkøberne.

Alle, der har købt billet til festivalen, får pengene tilbag og vil blive kontaktet af Ticketmaster. Arkivfoto: Torben Hansen
Annonceret indhold

Nyeste