Glæd dig til virtuel festival med nogle af landets helt store navne - i dag er de første offentliggjort

AALBORG: Hører du til de mange, som er kede af sommerens aflysninger af events, koncerter og festivaler? Så er der godt nyt. ANR og Radio NORDJYSKE har nemlig sat sig for at lave en virtuel udgave af Nibe Festival fredag 3. juli, hvor der ellers ville have været fuld gang i festen i Skalskoven.

Du kan se frem til koncerter med flere af Danmarks største artister, en masse festivalstemning og ikke mindst muligheden for at få fingre i armbånd til Nibe Festival 2021.

De første navne er afsløret

I dag er de første to navne kommet på plakaten; Scarlet Pleasure optræder på ANR klokken 15.30 og Noah klokken 16.30 på Radio NORDJYSKE.

Der vil i alt være fem koncerter fordelt på de to kanaler, og de sendes både i radioen og kan opleves på video på stationernes sider på Facebook. De næste navne afsløres på tirsdag 23. juni. Det sidste, og helt store navn, offentliggøres fredag 26. juni.

Jan Jensen, der er musikchef for begge radiostationer, glæder sig til at afholde den lidt alternative udgave af en festival og opfordrer folk til at feste med.

- Nu hvor festivalerne er aflyst denne sommer, er vi super glade for og stolte af, at vi med så flot en line-up kan give nordjyderne bare en smule festivalstemning derhjemme. Vi håber, alle vil lege med. Vi kan i hvert fald garantere, at artisterne leverer varen i en svær tid, fortæller Jan Jensen.

Camilla Gammelgaard
Billeder fra førstedagen på Nibe Festival 2019. Arkivfoto: Martin Damgård

Det gør os varme om hjertet

I Nibe er de begejstrede for initiativet, der giver deres mange gæster muligheden for at få lidt festivalstemning og koncerter på en fredag, hvor der jo ellers skulle have været fuld gang i festen.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at en god samarbejdspartner som NORDJYSKE Medier (hvilken ANR og Radio NORDJYSKE hører under, red.) griber det her og fokuserer på Nibe Festival, selvom den er aflyst i 2020. Der er ingen tvivl om, det gør ondt blandt os selv, vores gæster, frivillige og samarbejdspartnere, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

- Og så er det jo bare fedt, at ANR og Radio NORDJYSKE gør så meget ud af det med store artister og alting. Det sender virkelig nogle dejlig varme signaler til os, fortsætter han.

Nibe Festival gør også, hvad de kan, for at uge 27 bliver lidt ekstra festlig for deres gæster trods årets aflysning.

- I går tilbød vi at sende 100 gratis festivalkit afsted, og det er jo eksploderet. Vi kan slet ikke dække behovet. Det fortæller jo noget om, at der er ufattelig mange, som holder deres egne små private fester rundt omkring, fordi de vil savne at komme på Nibe Festival og mødes med dem, de plejer, siger Peter Møller Madsen.

- Det gør os varme om hjertet, at ANR og Radio NORDJYSKE også griber det. Den her møgsygdom skal ikke have lov til at sætte dagsordenen. Det kan vi selv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...