Aalborg Kommune er nu parat til at tage utraditionelle metoder i brug for at undgå en ny rotteplage i 2019

AALBORG: Rotterne skal ikke have lov til at tage magten over Aalborg Havnebad.

Det kan godt være, at de særdeles uønskede skadedyr vandt 1. halvleg - nogle er tilmed af den opfattelse, at 2. halvleg såmænd også gik til rotterne - men det store og endelige slag om retten til fremadrettet at sætte sig på benyttelsen af havnebadet skal skadedyrene dog alligevel ikke have lov til at vinde.

Sådan er holdningen meget naturligt hos både bademester Kaj Bjerregaard Jensen, der er den daglige leder af havnebadet, og hos Aalborg Kommunes by- og landskabsforvaltning, hvor havnebadet organisatorisk hører til.

Rotteplagen har således i flere omgange her i 2018 holdt havnebadet lukket, og 13. juli meddelte Aalborg Kommune - efter at have rådført sig med Styrelsen for Patientsikkerhed - at havnebadet lukkes indtil videre af hensyn til de badendes sikkerhed.

Torben O. Andersen
Rotter er naturligvis uønskede gæster i havnebadet, og der er arbejdet ihærdigt på at slå så mange rotter som overhovedet muligt ihjel. Arkivfoto: Mette Nielsen

Det endelige punktum

Men denne dato blev så det endelige punktum i indeværende badesæson for Aalborg Havnebads vedkommende, for det var nemlig herefter definitivt slut med at lukke gæster ind i anlægget.

Efter planen var den sidste åbningsdag ellers fastsat til søndag den 26. august.

Så det blev på mange måder en utrolig kort sæson for badegæsterne i havnebadet til trods for den bedste sommer i mands minde i hele Danmark.

Bygningskonstruktør Anders Toft Hougaard, by- og landskabsforvaltningen, siger til aalborg:nu, at man nu overvejer flere forskellige tiltag i kampen mod rotterne.

- Det er jo smadderærgerligt, at vi har været nødsaget til at holde havnebadet lukket i så lang en periode, og det er i sagens natur en uholdbar situation.

- Vi må og skal have bragt rotteplagen til ophør, og vi skal gøre alt for at undgå en gentagelse i badesæsonen 2019, understreger han.

Torben O. Andersen
Det er nu under overvejelse at montere skørter på kanterne rundt på hele havnebadet i et forsøg på at holde rotterne ude. Arkivfoto: Torben O. Andersen

Overvejer en strøtanke

Bygningskonstruktøren fortæller, at han lige nu overvejer en eventuel løsning, som han dog selv betegner som en strøtanke på nuværende tidspunkt.

- Det er blot en idé, som jeg arbejder med, og den går kort sagt ud på at montere skørter - som de fleste kender fra f.eks. højbede i haverne - hele vejen rundt på selve havnebadet og nede i fjorden.

- Skørterne kunne bestå af en lang række plastplader med en slags udgravning foroven, og konstruktionen skulle - hvis den ellers kan fungere i praksis - forhindre rotterne i at komme ind i havnebadet overhovedet, siger Anders Toft Hougaard og tilføjer, at der udover anvendelse af gængse rottebekæmpelsesmidler nok også skal en god portion list og snilde til for at komme rotteplagen til livs hurtigst muligt.

Bademester Kaj Bjerregaard Jensen, Aalborg Havnebad:

- Det er irriterende, at vi har været nødt til at lukke på grund af rotter, og jeg håber, at det ikke gentager sig i næste sæson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...