8. juni er der premiere på ”Katarsis”

Platform 4 viser kortfilmen "Katarsis" fra den lokale kunstnerduo KA&HA

Er du til eksperimenterende kortfilm, skal du møde op på Platform 4 fredag 8. juni kl. 20. Her er der premiere på den eksperimentelle kortfilm "Katarsis" fra den lokale kunstnerduo KA&HA. Lydsporet til filmen er lavet af den danske trommeslager, komponist og lydkunstner Morten Poulsen.

Eventet er et forsøg på at engagere publikum i filmens underlæggende ideer - og derfor komplimenteres filmscreeningen af en hvirvelvind af livemusik (Fräzer), performance (P Sall Lam Toro, Au2) og forskellige interaktive elementer. Screening-eventet vil efterfølgende flyde ud i et dertilhørende afterparty (Simon Hartmann).

Kortfilmen “Katarsis" undersøger temaet for vor tids mediekultur - dets effekt på individet og vor samfunds besættelse af selveksponering og nostalgi. Vi nyder ofte at kritisere hele dette cirkus, men tager vi ikke frivilligt selv del i det?

Projektet er støttet af KulturKANten, og der er fri entre.

KA&HA, som består af Jonas Hall & Nele Ka , er en ung kunstnerduo fra Aalborg. Siden starten af deres samarbejde i begyndelsen af 2016, har de primært arbejdet med eksperimenterende film og videokunst, som de forsøger at kommunikere med publikum, for at skabe dialog mellem mennesker og filmenes indhold igennem surreelle abstraktioner og billeder. Siden screeningen af KA&HA’s sidste film i Huset i september 2017, “Those Who Dig", har de arbejdet på, hvordan man i endnu højere grad kan engagere publikum i hele filmoplevelsen.

Morten Poulsen er en dansk trommeslager, komponist og lydkunstner, hvis konstante nysgerrighed og legende tilgang har fået ham til at bryde grænser mellem musikalske stilarter siden tidlig barndom. Ved hjælp af en bred vifte af evner indenfor komposition, performance art, teknologi og improvisation har hans arbejde udmøntet sig i koncerter, forestillinger, optagelser og installationer . Morten Poulsen har arbejdet med en lang række musikere og kunstnere fra Europa, Canada, USA og Australien, men holder stadig fødderne plantet på den aalborgensiske jord.

Fräzer er et ungt lokalt band bestående af Jonas Orlowitz, Magnus Carlsen, Christian Sauer og Steffen Fog. Inspirationen er hentet fra alle verdenshjørner og bevæger sig mellem pulserende sydamerikanske sexrytmer, afrikansk stammedans, østens mystik og tysk krautrock.

Au2 er en elektronisk musiker som står udenfor klassiske genrebetegnelser. Som kunstner insisterer han på at vælge sin egen vej, uanset udfaldet, kaos eller orden, det er alt sammen underordnet.

"P Sall Lam Toro" er en performance artist, originalt fra Portugal, som nu er bosat i Aalborg. Hun har selv masser af erfaring som artist og har været med til bl.a. at organisere performance art-festivalen ‘"Endings" i 2016 og ’17, som foregik i ArtBreak Hotel Gallery og Bloody Milk Gallery.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...