Den politisk ukorrekte onkel optræder til Fredagshygge

AALBORG: Han er kendt for at være både stor-pruttende og stor-bandende. Og så er han vild med heavy.

Onkel Reje er alt andet end politisk korrekt, og netop derfor er den krøllede og frihedselskende tv-figur elsket af både børn og voksne.

Fredag 7. august kl. 16 kan du opleve ham i Karolinelund, når han optræder til Fredagshygge. Prisen er familievenlig, for takket være tilskud fra Aalborg Kommunes Sommeraktiviteter for børn og familier kan både børn og voksne komme ind for en Vejgaard-dollar også kendt som en 50'er.

Billetterne er sat til salg, og der er kun 490 pladser til festen, så det gælder nok om at være hurtig.

Onkel Reje er bare det seneste navn på en stadigt voksende liste af danske kunstnere ved Fredagshygge. Mange af arrangementerne fra Jacob Dinesen og Jonah Blacksmith Trio til Lars Lilholt er dog udsolgt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...