En af luciabrudene er ude at øve sig på SUP boardet.
Livet her

Oplyste luciabrude padler langs havnefronten

Arrangørerne håber, at anderledes optog på padleboards bliver en ny fast tradition

05. december 2022 kl. 07:04

AALBORG: Juletiden er fuld af gratis fornøjelser, og 13. december kan du opleve en særligt spektakulær en af slagsen. Dagen er nemlig kendt som luciadag, hvilket vil sige, at det vil myldre med luciaoptog i snart sagt alle daginstitutioner, skoler, plejehjem og kirker.

Og i Aalborg bliver selv den mørke og vinterkolde Limfjord lyst op på luciadagen, når medlemmer af Aalborg Friluftsliv og Bevæg Dig For Livet - Kano, Kajak og SUP sejler i optog langs havnefronten. Det sker på en blanding af almindelige paddleboards og de såkaldte Mega SUP-boards, der kan bære fire-seks personer ad gangen.

Deltagerne i paraden vil være viklet ind i batteridrevne lyskæder, som det ses her.

Viklet ind i lyskæder

Deltagerne i optoget padler ud fra Vestre Fjordpark klokken 17 viklet ind i batteridrevne lyskæder og med luciakroner på hovedet. Det bagerste board trækker en tømmerflåde efter sig med en soundboks, som spiller den velkendte luciasang "Nu bæres lyset frem".

- Vi håber, at det vil sprede en stemning af julehygge over fjorden, siger kasserer Jens Fischer fra foreningen Aalborg Fritidsliv. Han er med til at arrangere det utraditionelle optog.

- Vi håber også, at det kan være med til at vise, at Stand Up Paddle ikke behøver at være forbundet med badebukser og høj sol. Vi kan faktisk have vandaktiviteter langt ud på sæsonen, tilføjer han.

Der har tidligere været sejlende luciaoptog på Limfjorden med kajakker, som her i 2019.

Skal være rigtigt klædt på

I betragtning af årstiden kan optoget dog blive en rå og kold omgang for deltagerne, så Aalborg Fritidsliv vil hjælpe medlemmerne med at få det rigtige tøj på. Er det nødvendigt at låne sig frem til udstyr, hjælper foreningen gerne med det. 

- På grund af kulden vil det bedste være at iklæde sig en seks-syv millimeter tyk neoprendragt, og har man kun en standarddragt, er det nødvendigt at have et underlag af uld samt en windbreaker udenpå. Vi hjælper deltagerne med at få styr på det, siger Jens Fischer.

Han tilføjer, at vejret dog, trods påklædningen, godt kan ende med at blive så ubehageligt, at optoget ikke kan gennemføres som planlagt. Det sker for eksempel, hvis det blæser mere end fem meter i sekundet, hvis der er snefygning eller hvis der er meget strøm i vandet.

- I sådan et tilfælde vil vi i stedet tage et par ture inde i friluftsbadet. Det er vores plan B, fortæller Jens Fischer.

Derfor har vi luciaoptog

  1. Luciadag er en fest for den katolske helgen Santa Lucia.
  2. Lucia var en ung kvinde, der levede i 300-tallet i byen Syrakus på Sicilien.I stedet for at tro på den romerske religion var Lucia kristen, hvilket ikke var ufarligt dengang.
  3. Lucia trodsede faren og sneg sig ud i natten for dele mad ud til de fattige. På hovedet bar hun en krans med lys, så hun kunne se og havde hænderne fri til at hjælpe.
  4. Lucia blev arresteret under kejser Diocletians forfølgelse af de kristne og senere henrettet.
  5. Lucia betyder "lys" og forbindes med lys og glæde.Med lyset og den hvide dragt er Lucia et billede på enhver døbt, der bærer kristendommens lys igennem verdens mørke.
  6. I Norden var Lucianatten efter den gamle kalender årets længste. I gamle dage troede mange derfor, at den var fyldt med troldtøj og onde ånder. På Lucianatten skulle man derfor helst ikke gå udenfor, og alt udearbejde skulle gerne være afsluttet.
  7. Efter reformationen i 1536 holdt danskerne op med at fejre Lucia som helgendag, men i Sverige holdt man fortsat fast i traditionen.
  8. Siden 1920 har de gået luciaoptog i Sverige, og skikken bredte sig igen til Danmark efter besættelsestiden.

En ny tradition er født

Der har før været sejlende luciaoptog på Limfjorden med kanoer og kajakker, men Aalborg Friluftsliv ser gerne, at optoget på paddleboards og SUP-boards bliver en ny fast tradition. 

- Der er stor opbakning til det i foreningen. Vores medlemmer synes, at det er en rigtig hyggelig event, som de gerne vil gentage. Så jeg er sikker på, at vi laver det igen næste år, siger Jens Fischer.

Luciaoptoget sejler ud fra Vestre Fjordpark klokken 17 og når forbi Aalborg Havnefront, før paraden sejler tilbage klokken 19, så paddleboarderne kan få varmen med fælles aftensmad og æbleskiver.

Annonceret indhold

Nyeste