Webshop og telefon er rødglødende hos skobrandet i Bredegade

AALBORG: Det er gået over al forventning, efter aalborgensiske Errant var med i Løvens Hule på DR1 i aftes, og præsenterede deres sneaks.

Tina Larsen
Christian Arnstedt så potentialet og har investeret i Errant. PR-foto

- Både vores webshop og telefon er rødglødende, lyder det fra medejer Christian Fuglsang her fredag formiddag fra butikken i Bredegade.

- Ordrerne vælter ind, i går havde vi flere end 30.000 forbi vores webshop, og det er altså rigtig mange for en lille forretning som vores.

Christian Fuglsang ønsker ikke at sætte præcise tal på succesen, men:

- Det er vores forventning, at vi her efter weekenden har rundet vores omsætning fra hele sidste år, og den var på omkring en million, siger han.

Sammen med Rasmus Lund og Mads Frederiksen stiftede han Errant for knap to år siden, og de designer selv deres sneaks, som de primært sælger fra deres webshop.

I Løvens Hule blev det i øvrigt til et ja fra investor Christian Arnstedt, som er blevet en del af forretningen med et bud på 400.000 kroner for 20 procent af Errant.

Har du lyst til at sige hej og tillykke til iværksættertrioen, så er der åbent hus med dj fra klokken 15 her fredag eftermiddag i butikken på Bredegade 12.

LÆS OGSÅ: Iværksættere bag nyt skobrand får bid i løvens Hule

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...