Der var dømt løbefest, da DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund i samarbejde med Aalborg Atletik og Motion afviklede Royal Run i Aalborg.

Mere end 9.000 løbere og massevis af tilskuere deltog, da Aalborgs gader blev 21. maj omdannet til en løbebane til ære for Kronprinsen i anledning af hans 50 års fødselsdag.

Løbet blev en stor succes over hele landet og er efterfølgende blevet kåret til Årets event 2018 af Dansk Atletik Forbund, som står bag det landsdækkende initiativ. Formand for Aalborg Atletik og Motion, Jørgen Hein, modtog på klubbens vegne prisen ved Dansk Atletik Forbunds årsmøde.

Prisen gives til arrangører der har gjort et ekstra godt stykke arbejde for at skabe en særlig atletik- eller løbs-oplevelse for de deltagende.

Kronprinsen startede selv forrest i feltet sammen med borgmester Thomas Kastrup-Larsen og alle løbets yngste deltagere. PR Foto

Indstillingen af Royal Run til prisen “Årets event” lød således:

– Med Dansk Atletik Forbund som hovedarrangør af årets event Royal Run blev der skabt en ramme om et moderne motionsløb på et niveau, som vi hidtil ikke har oplevet i Danmark. Målt på antallet af deltagere, blev løbet kun overgået af få andre i hele verden. Royal Run samlede hele motions- og løbe-Danmark omkring Kronprinsens fødselsdag med løb i fem byer på én dag, og for de lokale arrangørklubber var eventen også et stort aktiv. Med live-dækning på TV 2 fik løbet desuden en eksponering, som man aldrig har set før, sådan skrives det på forbundets hjemmeside.

Til Royal Run havde deltagere mulighed for at løbe One mile eller 10 kilometer, og derfor kunne de fleste være med, uanset om de havde løbet før eller var rutinerede løbere. Kronprinsen løb i Aalborg distancen One mile, som svarer til 1,609 kilometer og lagde ud forrest sammen med borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, og løbets yngste deltagere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...