Fire mænd fængslet efter brutal vold i Nørresundby

NØRRESUNDBY: Fire mænd i alderen 24 til 27 år er fredag blevet varetægtsfængslet efter et brutalt overfald i Nørresundby. Et overfald, hvor en mand blev slået med både økse og baseballbat, ifølge politiet

Overfaldet skete torsdag omkring kl. 17.30 foran en kiosk på Stationsvej i Nørresundby.

Politiet har gennemset overvågningsvideo, der viser, at fire mænd kom kørende i en bil, hvorefter mændene steg ud og overfaldt en mand på gaden.

- Ud fra det vi kan se, virker det som om, at det var et aftalt møde, siger politikommissær Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi.

Overfald blev filmet

Overvågningsvideoen viser, at en af de fire mænd fra bilen slog løs på manden, først med den flade ende af en økse og derefter et baseballbat - en kølle. Manden blev angiveligt slået 10-15 gange med køllen.

Vidner tilkaldte politiet, men tre af overfaldsmændene kørte væk i bilen, mens den fjerde forsvandt til fods.

Det samme gjorde offeret - og han er stadig forsvundet, oplyste politiet fredag aften.

Politiet genkendte alle fem involverede. Det er kendt fra tidligere kriminalitet.

Og en halv times tid efter overfaldet torsdag blev tre af dem anholdt i en bil i nærheden. I bilen fandt politiet både øksen og baseballbattet.

En fjerde mand blev anholdt fredag, og alle fire blev ved et grundlovsforhør fredag varetægtsfængslet i fire uger. De nægter sig skyldige.

Politi leder efter offer

Men den mand, som blev overfaldet, leder politiet fortsat efter.

- Vi har en god viden om, hvem han er, siger Kenneth Rodam.

Politiet har fra personer, der kender offeret, hørt, at han "efter omstændighederne har det godt". I hvert fald var han i stand til selv at forlade stedet på Stationsvej efter overfaldet.

- Det ér et voldsomt overfald, siger politikommissæren, men indtil videre formoder politiet, at det forsvundne offer ikke er svært kvæstet.

Politiet ved, at der har været nogle uoverensstemmelser mellem de fem mænd - de fire overfaldsmænd og offeret.

- Men vi ved ikke, hvad de uoverensstemmelser nærmere går ud på, siger politikommissæren.

Det var ikke et overfald på en fuldstændig tilfældig person på gaden, efter politiets vurdering.

Knivstikkeri dagen før

Onsdag kom to unge mænd i slagsmål på Thistedvej nær Lidl i Nørresundby, og her blev der brugt kniv. Ingen af de to fik dog meget alvorlige skader, og begge er blevet varetægtsfængslet for grov vold.

Politiet mener p.t. ikke, at der er en sammenhæng mellem onsdagens knivstikkeri og torsdagens overfald med økse og kølle.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...