Sådan forestiller arkitektfirmaet og kommunen sig, at de nye shelters kan komme til at se ud. Tegning: Aalborg Kommune
Livet her

Overnat gratis: Egholm får fem nye øko-shelters

Stort projekt gør det nemmere at udforske landets største øko-ø

27. juni 2019 kl. 12:49

AALBORG: Pak en sovepose, tag færgen og få en gratis overnatning i arkitekttegnede shelters.

Fem nye øko-shelters kommer fra næste år til at pryde vandet ved Egholm og give dig flere muligheder for at udforske og overnatte på Danmarks største øko-ø.

- Der er to spor i projektet: På den ene side har vi turismesporet, hvor disse shelters kan bidrage til, at flere turister får øjnene op for, hvilke unikke muligheder Egholm har at byde på som udflugtsmål. På den anden side giver de nye shelters endnu flere muligheder for alle de skoler, foreninger, spejderkorps og meget andet, der bruger øen rekreativt og som læringsrum, fortæller Lis Rom Andersen, projektleder hos Center for Grøn Omstilling i en pressemeddelelse.

Egen terrasse og bålsted

De fem shelters er designet af Bjerg Arkitektur og bygges af bæredygtige materialer. Hvert shelter er udstyret med en terrasse, et bålsted og et sejl, som kan skubbes af og på efter behov. De flyder på vandet, og er fortøjet til en pæl, hvilket gør det muligt at 'skille dem ad'. Det giver fleksibilitet til at bruge dem i forskellige konstellationer og af flere grupper ad gangen.

- Vi tror på, at de nye shelters giver så mange yderligere muligheder på Egholm, at vi vil se en stigning i både antallet af turister og antallet af skoler, foreninger, spejdere mm. som besøger øen. Egholm byder i forvejen på rigtig mange aktiviteter og oplevelser, og i den palette af naturoplevelser, lokalproducerede økologiske fødevarer, gode lystfiskermuligheder, skønne vandrestier og meget mere, vil de nye shelters med deres fleksibilitet tilføje endnu flere muligheder, siger hun.

Ifølge VisitAalborg er interessen for og kendskabet til primitive lejrpladser i Aalborg og til Egholm stigende. I perioden 2014 til 2018 steg interessen for naturlejrpladser med 66 procent og interessen for Egholm med 162 procent målt på besøg på VisitAalborgs hjemmeside.

Byggeriet af de fem øko-shelters er støttet af Nordea-fonden.

Annonceret indhold

Nyeste