Aalborg Rock og Metal arrangerer børnekoncert med Onkel Reje i Karolinelund

AALBORG: Efter den store succes i Kristi himmelfartsferien med festivalen Nordic Metal er Aalborg Rock og Metal klar med et nyt og meget overraskende initiativ: En børnekoncert med Onkel Reje og Niller.

Det bliver i Karolinelund lørdag 18. august om eftermiddagen.

- Det kan nok virke temmelig overraskende, at vi forsøger med en koncert med Onkel Reje. Men vi vil gerne holde noget også for børn. Og Onkel Reje synes vi passer godt ind i vores miljø. Han er lidt kantet og så har han en rock-guitar. Vi synes han passer rigtig godt ind i vores forenings aktiviteter, siger Rasmus A. Nielsen, formand for Aalborg Rock og Metal.

Det var Rasmus A. Nielsen, der fik ideen til koncerten, og den skulle lige vendes i bestyrelsen, inden den var godtaget.

Koncerten 18. august bliver for hele familien, og det bliver med familievenlige billetpriser: 50 kr. pr. billet.

Medlemmerne af Aalborg Rock og Metal vil også sørge for, at der er tændt op i grillen.

- I løbet af forholdsvis kort tid sætter vi billetsalget i gang, fortæller Rasmus A. Nielsen.

Koncerten begynder kl. 16 om eftermiddagen 18. august. Når Onkel Reje er færdig på scenen skrues der op for musikken i diskoteket til en voksenfest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...