Du kan ende med at blive flået, hvis du vælger det forkerte land at rejse til denne sommer. Inflationen gør nemlig nogle lande billige at være i. Ét land bliver hundedyrt at besøge

Har du endnu ikke valgt rejsemål denne sommer ud af Aalborg Lufthavn, så skal du måske finde dig en rejse til Tunesien. Her slipper du nemlig ti procent billigere end sidste år. Det viser en analyse lavet af Spar Nord.

- Tunesien er det land, hvor der er næststørst forskel på, hvad feriebudgettet rækker til sammenlignet med sidste år. I Tunesien får man over en tiendedel mere for pengene, og det kan således give gode rammer for enten at opgradere hotellet eller spise ude lidt oftere end sædvanligt, siger Jens Nyholm, som er cheføkonom i Spar Nord.

Du skal dog passe på, hvis du har set dig varm på de meget billige rejser til Tyrkiet, der annonceres med derude. Landet er ramt af, at der normalt er 70 procent russere på besøg om sommeren, men de har travlt med krig i Ukraine og kommer ikke. Derfor er billetpriserne til Tyrkiet lave, men inflationen er skyhøj i forhold til sidste år.

- For danske turister betyder det helt konkret, at selvom den danske krone er markant styrket i forhold til den tyrkiske lira, så ædes den ellers fordelagtige position op ad en inflation på 66,8 procent, og den udvikling har gjort det hele 23,3 procent dyrere at opholde sig i Tyrkiet, end det var tilfældet sidste år, siger han.

Jens Nyholm fremhæver også Sverige, Norge, Frankrig, Italien og Portugal som interessante og relativt billige lande at rejse til sammenlignet med sidste år. Eksempelvis er det blevet henholdsvis 5,5 procent og 3,6 procent billigere at tage til Sverige og Norge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...