Ung mekaniker og iværksætter står bag det nye firma CarAdvice

AALBORG: 22-årige Rasmus Marius Jensen er både mekaniker og iværksætter. Til daglig arbejder han fuldtid på et værksted, men i sin fritid har han kastet sig ud i at starte sin egen virksomhed, CarAdvice, hvor hjælper han folk med at købe brugte biler.

Undgå uforudsete udgifter

Det kan være en jungle at finde rundt på brugtvognsmarkedet. Især hvis man ikke ved en hel masse om biler, for man kan hurtigt komme galt afsted og lave en dårlig handel. Det problem vil Rasmus Marius Jensen gerne hjælpe dig med. Man kan nemlig give ham et kald, når man skal ud og kigge på bil, og så tager han med og går den igennem for dig.

- CarAdvice er et tilbud til folk, der ikke selv har forstand på biler, og som måske ikke lige har en kammerat eller et familiemedlem, der kan tage med dem, når de skal ud og købe en brugt bil, forklarer han.

- Jeg tjekker, om der er restgæld i bilen hjemmefra, og så har jeg lidt værktøj med, så jeg kan gennemgå bilen for de mest gængse ting, når vi står ude ved sælgeren. På den måde kan man undgå en masse uventede ting som for eksempel, at bremserne skal skiftes.

Camilla Gammelgaard
Rasmus Marius Jensen tager værktøj og en computer med ud til bilsælgeren. Foto: Michael Koch

Rasmus Marius Jensen har selv sparet mange penge på brugte biler igennem tiden. For hvis der er fejl, kan de bruges til at forhandle prisen ned, og på den måde kan det være en god forretning at tage ham med.

- Jeg har sat det op sådan, at der er et startgebyr, alt efter hvad bilen er sat til i pris, og hvis jeg så forhandler bilen ned i pris, så tager jeg en procentdel af besparelsen som betaling, fortæller han og uddyber:

- For eksempel kan jeg forhandle en bil 10.000 ned, og så tager jeg 25 procent af det plus startgebyret, og dermed ville kunden så have sparet 6.500. Jeg har sat det op sådan, fordi det skal være billigt for dig, hvis jeg ikke kan hjælpe dig. Kan jeg det, så tager jeg selvfølgelig noget mere.

Hvis man vil have den mest optimale hjælp, er det en god ide, at man selv har set bilen en enkelt gang, inden man tager kontakt til CarAdvice. For det kan være, at bilen er i væsentlig dårligere stand, end sælgeren har fremlagt og er fyldt med buler og ridser. Er man til gengæld interesseret i bilen, så kan Rasmus Marius Jensen træde til.

Han stiller dog ingen garanti, for selvom han tjekker bilen grundigt igennem, så kan han ikke gå i dybden med motoren, eller forudsige om noget går i stykker. Men han kan altså spare købere for en del penge og besvær.

Camilla Gammelgaard
Han er glad for sit arbejde, men er klar til at satse på CarAdvice, hvis det bliver en succes. Foto: Michael Koch

Fremtiden er åben

Rasmus Marius Jensen har fået ideen til at oprette CarAdvice, fordi han tit bliver kontaktet af venner og bekendte, der vil have ham med ud og tjekke, at alt er i orden, når de skal købe en brugt bil. Det fik ham til at undre sig over, at sådan en service ikke allerede findes i Aalborg-området.

Alligevel er planen som udgangspunkt ikke at skulle leve af at rådgive bilkøbere.

- Jeg er rigtig glad for mit arbejde, så CarAdvice er en fritidsinteresse for mig. Skulle det blive en kæmpe succes, og jeg kan se, at jeg kan leve af det, så er jeg selvfølgelig klar til det, ellers bliver jeg, hvor jeg er, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...