Der er lagt op til en farverig formiddag med motion og underholdning, når der er Klovneløb i Østre Anlæg

AALBORG: På med den røde næse, løb eller gå en tur - og støt de danske hospitalsklovne og deres arbejde.

Søndag 26. maj klokken 10 afholdes der Klovneløb i Østre Anlæg. Det er et familieløb, hvor alle kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst; det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål.

Klovneløb er et familieløb, hvor alle kan være med. Arkivfoto: Hans Ravn

I Aalborg er det Gitte Melph, der frivilligt arrangerer Klovneløb på vegne af Danske Hospitalsklovne.

- Det giver så meget mening at støtte de helt fantastiske hospitalsklovne, som sørger for smil og latter hos indlagte børn. I Aalborg foregår løbet i den pragtfulde park i Østre Anlæg, og man kan vælge mellem 2 km., 4 km. og 6 km. distancer på 1 kilometers runder i parken, fortæller Gitte Melph, der håber på, at mange vil tilmelde sig klovneløbet.

- På dagen vil der også være små aktiviteter i parken efter løbeturen, og vi håber at se rigtig mange børn og voksne til at gå, lunte eller løbe turen, lave små øvelser undervejs, hilse på svaner og ænder ved søen og samtidig støtte et godt formål. Vi er glade for, at hospitalsklovnen Tut igen i år kommer forbi og laver en masse sjov før, under og efter løbeturen.

Igen i år kan du møde hospitalsklovnen Tut, når der er Klovneløb. Arkivfoto: Hans Ravn

Der vil også være lodtrækningskonkurrencer, musik, mulighed for ansigtsmaling og en lille bod.

Prisen for at deltage er 70 kr. pr. person. Heraf går mindst 56 kr. direkte til Danske Hospitalsklovnes arbejde på landets børneafdelinger.

Danske Hospitalsklovne er en landsdækkende forening, der støtter indlagte børn igennem deres sygdomsforløb. Alle hospitalsklovne er uddannede og lønnede. Danske Hospitalsklovnes arbejde eksisterer kun i kraft af donationer.

Klovneløbet i Aalborg er ét ud af mere end 60, der i år afholdes i hele landet og er er arrangeret af lokale frivillige. Sidste år deltog flere end 14.000 løbere, og der blev doneret mere end 1.300.000 kr. til Danske Hospitalsklovne.

Du kan finde et Klovneløb og tilmelde dig her: www.klovneløb.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...