Nedtællingen til VM er for alvor startet, og det kan ses på Gl. Torv, hvor Aalborg Citys fanområde er ved at tage form

AALBORG: Der knokles på livet løs for at give aalborgenserne et ekstra lækkert VM i fodbold. Alle slutrundens kampe kan nemlig opleves på storskærm på Gl. Torv i fantastiske rammer, hvor der er lagt op til en måned lang fodboldfest.

Bold, burger og bajer

Der er meget at glæde sig til i de kommende uger. Ikke mindst hvis man er fodboldfan. Og noget tyder på, at der er et par stykker af dem i Aalborg City, som er ved at installere en "mini-by" i byen.

- Lige nu er der rigtig mange, som knokler for, at vi kan få et fedt VM i Aalborg. Den 30 kvadratmeter, eller det der svarer til 620 tommer, storskærmen tager form modul for modul, kablerne trækkes, og tagene kommer på hytterne, fortæller Flemming Thingbak, der er direktør for Aalborg City, og fortsætter:

- Vi har fået en masse gode aftaler på plads, der gør, at man kan sidde og se fodbold, nyde solen og hygge sig på Gl. Torv under hele slutrunden. Det glæder vi os rigtig meget over, for vi er sikre på, det bliver fedt.

Zwei Grosse står for drikkevarerne, og i bedste stil vil de blive serveret fra noget, som minder om en alpehytte, der er pyntet med røde og hvide farver. Foran hytten opstilles desuden en stor træterrasse, hvor gæsterne kan sidde. Intersport er til stede med en fanshop, der byder på alt, hvad rooligan-hjertet kan begære, og så sørger Meat maden, som vi bestå af burgere og en masse andre lækkerier.

- Den her fanzone er ikke kun bygget til de danske kampe. Vi viser jo dem alle sammen, og det er jeg rigtig stolt af, for det betyder, at der er aktivitet og fodboldhygge hele dagen og aftenen. Det skaber forhåbentlig nogle rigtig gode oplevelser, for dem der besøger midtbyen, siger Flemming Thingbak.

Aalborg City giver øl hvis...

Udover boder og storskærm, så er et helt særligt tiltag også ved at tage form i VM fanzonen på Gl. Torv.

- Ved siden af Zwei Grosses fanbar finder man vores VIP-område. Det er et loungeområde, hvor man kan købe en plads lige foran skærmen og blive serviceret med øl, vand og vin under hele den kamp, man vælger, fortæller han.

Selv glæder han sig til, at det første fløjt lyder i Rusland og afslutter med et helt særligt løfte:

- Jeg tør godt love, at der er fri fadøl på Gl. Torv 15. juli, hvis Danmark står i finalen!

Så skulle det blive tilfældet, er det bare med at kigge forbi. Uanset skal der nok være en masse fodboldstemning i fanzonen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...