Aalborg Portland Park skal have nyt hybridgræs, og da arbejdet kommer til at foregå både i dag- og nattetimerne, vil stadionlysene være tændt hele døgnet - dog ikke på fuld styrke

AALBORG: Der skal etableres et nyt hybridgræstæppe på Aalborg Portland Park for bedre at kunne leve op til de kvalitetskrav og krav til sportsfunktionelle egenskaber, der stilles i Superligaen. Samtidig vil det begrænse stigningerne på driftsudgifter, der følger sæsonudvidelserne, oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Arbejdet med at installere hybridgræs kommer til at køre 24 timer i døgnet i en periode på 10 dage afhængigt af vejret. Ved installationsarbejdet er der behov for at kunne benytte stadionbelysningen døgnet rundt, og det vil derfor være tændt i hele perioden. Der er tale om arbejdsbelysning og lysanlægget vil derfor ikke lyse med fuld styrke under installationen.

Arbejdet vil foregå i perioden 13.-30. august.

I forbindelse med installationsarbejdet skal den eksisterende græs og vækstjord køres ud fra stadion. I den periode vil minitraktorer køre jorden ud på p-arealerne omkring stadion. Foto: Aalborg Kommune

Minimale støjgener

Al arbejdet kommer til at foregå inde på græstæppet. Derfor vil der være minimale støjgener ude omkring stadion. Der bliver en smule kørsel med materialer i forbindelse med arbejdet, men det drejer sig om to europaller i døgnet, som skal køres ind på stadion.

I forbindelse med installationsarbejdet skal den eksisterende græs og vækstjord køres ud fra stadion. I den periode vil minitraktorer køre jorden ud på p-arealerne omkring stadion.

Kørsel med jord kommer til at foregå i perioden 24. juli til 13. august i tidsrummet klokken 6-21 på hverdage og i weekender. Der er kun tale om kørsel med traktor inde på stadion og på p-arealerne.

Leverancer med lastbil til stadion vil blive leveret i normal arbejdstid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...