Pak tæpper og popcorn: Zulu Sommerbio har offentliggjort dato i Aalborg
Traditionen tro kan du hygge og se en gratis film til Zulu Sommerbio i Skovdalen. Her kan du se, hvilken film der vises i år
AALBORG: 23. juli ruller Zulu Sommerbio det helt store lærred ud i Skovdalen.
Det er efterhånden en tradition for mange at pakke picnickurven og det store tæppe for at drage afsted til Skovdalen til Zulu Sommerbio. Arrangørerne har netop offentliggjort årets program på Facebook.
I år vises succesfilmen 'A Star is Born' med Lady Gaga og Bradley Cooper. Den handler om den alkoholiserede rockstjerne Jack, som møder tjeneren og natklubsangerinden Ally på vej hjem fra en koncert. Der opstår kærlighed mellem de to, og samtidig begynder Ally at få den selvtillid, hun altid har manglet for at blive en stjerne.
Så pak lommetørklæderne og tag en ven, kæreste eller en helt tredje under armen, hvis du er til romantisk tudefilm med en masse god musik. Filmen starter omkring klokken 21.45.
Zulu Sommerbio skriver desuden, at man kan købe snacks og drikkevarer til arrangementet, men man er også velkommen til selv at medbringe lækkerier. De slutter af med at minde om, at man meget gerne må huske at rydde op efter sig selv, når filmen slutter.