Ejendomsmægler Palle Ørtoft lærte meget af finanskrisen, og det kommer ham til gode nu, hvor corona-pandemien har tvunget hele verden i knæ. Foto: Torben Hansen
Mennesker

Palle Ørtoft er stolt over at bo i Nordens Paris

Den 53-årige ejendomsmægler Palle Ørtoft er en særdeles aktiv mand, der så at sige elsker at have gang i forretningen, men corona-krisen påvirker også hans ejendomsmæglerfirma "Nybolig Palle Ørtoft", som han ejer og driver sammen med hustruen Inge

11. april 2020 kl. 10:59

MENNESKER: Palle Ørtoft kunne i august 2019 fejre 25 års jubilæum som selvstændig ejendomsmægler og har i dag ikke færre end syv butikker.

Han er født og opvokset i Aabybro, er far til fem børn og bor privat i Hasseris.

Én af hans fritidsinteresser er bl.a. floorball, og Palle Ørtoft spiller på et såkaldt ”gammelmandshold” i Sønderholm.

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så?

Aalborg er en meget dynamisk og smuk by. Udviklingen og viljen til forandringer i et hastigt tempo er fremragende.

Det er uanset, om det er kulturen, kunsten, store events eller byggeri og anlæg.

Ingen projekter er for store og ikke forbeholdt andre storbyer - vi kan, hvad vi vil i Aalborg. Nordens Paris er vel meget sigende.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Vi har noget helt unikt og enestående, som ingen andre byer kan tilbyde, nemlig Limfjorden, der snor sig gennem byen.

Hver gang jeg kører over Limfjordsbroen, nyder jeg turen og bliver stolt over at bo et så smukt sted.

Limfjorden giver byen en enestående mulighed for at skille sig ud fra andre byer og bruge den aktivt.

Jeg er sikker på, at vi ikke har set de sidste gode tiltag på vandet.

Palle Ørtoft har en forkærlighed for Limfjorden, som efter hans opfattelse er helt unik og enestående. Og når man står på Limfjordsbroen, så har man et fantastisk kig til både Limfjorden og hele byen. Foto: Torben Hansen

Hvordan påvirker corona-krisen din forretning?

Vi var med under finanskrisen, og det lærte vi meget af.

Denne her gang vidste vi således, at vi måtte omstille os hurtigt og tænke ud af boksen for at finde på nye muligheder for at servicere vores kunder.

Viljen til at handle blandt vores kunder mærker vi trods alt stadig.

Vi samler personalet hver morgen - selvfølgelig virtuelt. Her vender vi gode ideer, erfaringer og hjælper hinanden.

Vi er heldigvis privilegerede ved at have et meget dygtigt og kreativt personale.

Men vi har desværre også været nødt til at hjemsende medarbejdere, hvilket er rigtig trist.

Nu håber vi bare ikke denne corona-krise kommer til at vare længe, og at vi således ikke får alt for mange skrammer.

Hvordan ser du det danske samfund på den anden side af corona-pandemien?

Jeg tror, at der vil gå et pænt stykke tid, inden vi igen kommer tæt på hinanden, nyder en tætpakket koncert eller tager på ferie i udlandet.

Først den dag hvor virussen er udryddet - eller der er udviklet en vaccine - vil der igen være normale tilstande.

Ligeledes håber jeg, at vi alle vil glæde os over, at vi bor i et dejligt land, holder fokus på de store gode ting, hvor der bliver passet godt på os og rigtig mange ting fungerer.

Ejendomsmægler Palle Ørtoft kunne i 2019 fejre 25 års jubilæum som selvstændig ejendomsmægler, og i dag driver han sammen med hustruen Inge syv butikker. Foto: Torben Hansen

Hvad kan vi alle lære af denne krise?

En hel masse. At se Danmark og dernæst hele verden lukke ned som tilfældet er og så så hurtigt er skræmmende.

Det viser, hvor magtesløse og sårbare vi er. Hvordan sikrer vi os, at det ikke sker igen i fremtiden?

Jeg tror, at tankerne er mange, og corona vil ikke længere være en god øl - men noget vi har med os i baghovedet mange år fremover.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Uh, der er mange. Jeg møder rigtig mange på min vej og jeg synes, at der gøres så mange gode gerninger for hinanden.

Jeg har stor respekt for alle dem, der gør noget ekstraordinært for vores by og dem, som yder en frivillig indsats for vores svageste, foreningslivet, erhvervslivet eller alle dem, der kæmper for at holde Danmark kørende under meget svære vilkår i disse dage.

Så ingen nævnt - ingen glemt.

Annonceret indhold

Nyeste