Butikken har overlevet 106 år på stor viden og god service til sine kunder

AALBORG: På Gravensgade 6 i Aalborg ligger en vaskeægte tidslomme.

En lille butik med alt, hvad det kreative hjerte begærer.

Ikke meget har ændret sig, siden Papirhuset åbnede døren tilbage i november 1914, og i år kan stedet fejre 106 års fødselsdag.

Ejerne er selvsagt blevet skiftet ud med tiden, men konceptet om at være en specialforretning inden for papir og kreativitet er forblevet den samme.

Det har været ekstravigtigt for den nuværende ejer, Kirsten Bøgh Jensen, der overtog Papirhuset fra sin tidligere arbejdsgiver tilbage i januar 2015.

- Da jeg overtog den, havde jeg tanker om, at det kunne være fedt at få lov til at gøre alt muligt, men så kom jeg også frem til, at det skulle jeg selvfølgelig ikke, for så ville det ikke længere være Papirhuset, fortæller hun.

Tess Amelung
I butikken er der næsten ikke det, man ikke kan finde. Og hvis Kirsten ikke har det, vil hun gøre alt for at skaffe det. Foto: Martin Damgård

Forretningen har masser af forskellige ting på hylderne. Alt fra sangskjulere, gæstebøger, kage-og fadservietter, store stykker karton i målene 70x100, hæftere, bladvendere, kuverter i stykvis, kartotekskort og pynt til forskellige anledninger.

- Vi har ting på hylderne, som vi måske har fat i tre gange på et år, men som vi bare skal have, fordi vi har kunder, der kommer og skal have nogle små specielle ting, siger hun.

- Vi har den fordel, at vi er kun os selv. Vi bestemmer, hvad vi vil have på hylderne. Og hvis nogle kommer og efterspørger noget, de ikke kan få nogle steder, så prøver vi at finde ud af, om det er noget, vi kan få, fortæller hun.

Det lille kreative mekka startede som et familieforetagende og er i gennem årene gået i familiens fodspor indtil 1998, hvor butikken blev opkøbt af en trofast medarbejder gennem mange år, Pia.

Kirsten startede i butikken som juleassistance, da hun var 17 i 1980.

- Der var helt anderledes knald på dengang. Hr. og Fru Carlsen, der havde butikken, arbejdede der begge på forskellige tider af dagen, og så kom Bodil om eftermiddagen. Pia var på fuldtid og så var vi to juleassistancer, fortæller hun.

Tess Amelung
For Kirsten er det vigtigt at have de ting på hylderne, man ikke ligeså nemt kan få mange andre steder. Eksempelvis bånd i massevis. Foto: Martin Damgård

Det var hun de efterfølgende par år, hvorefter hun blev deltidsansat. Så var hun i en tid i et andet arbejde, og efter otte år ringede Pia og spurgte, om hun ville opkøbe butikken. Det ville hun gerne.

I dag er sjælen bevaret, og Papirhuset er ikke en butik som alle de andre.

- Man skal have en oplevelse af, at man kan gå rundt i timevis, selvom det er en lille butik.

Og den gode service er altafgørende for butikkens mange års overlevelse. Det er kunden og dennes ønsker, der kommer først, og de ønsker kan man imødekomme, hvis man har stor viden inden for sin egen forretning og de ting, man sælger, fortæller Kirsten.

- Man skal have den hjælp og service, man gerne vil have. Jeg ved alt om, hvad der er i butikken, eller hvad man alternativt kan gøre, hvis jeg ikke har det. Service er nøgleordet og viden om de ting, butikken har.

Udover god service og stor viden er der også den bonus, at du om lørdagen kan hilse på Kirstens hund, Alfred. Kirsten er nemlig stort hundemenneske, og du vil ved et besøg i butikken kunne finde små hyggelige tegn på netop det.

Tess Amelung
Sangskjulere er noget af det særlige, man kan købe hos Papirhuset. Nogle af dem laver Kirsten endda selv. Foto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...