En parkeringshaj - en person der jager sjældne ledige parkeringspladser i Aalborg

AALBORG: Den er jo helt gal med parkeringsmulighederne. Som en glubsk haj ligger jeg med rygfinnen i overfladen og cirkulerer rundt i gaderne på udkig efter byttet. De ledige p-pladser. Og jeg er tydeligvis ikke den eneste haj i disse farvande. I hvert fald er der ikke nok pladser til at mætte alle de sultne hajer i midtbyen.

Mikrobilerne er med en introduktionspris på under 100.000,- kr., blevet tilgængelige for de fleste. Vi har bil, fordi Mikkel arbejder udenfor byen. Ja, selv på universitet, hvor jeg arbejder, kan det ikke lade sig gøre at finde en ledig parkeringsplads, fordi alle de studerende på en SU kommer tøffende i biler. Samtidigt, bliver vi flere og flere indbyggere i Aalborg. Og det er i virkeligheden her, at roden til problemet skal findes.

Det er måske ikke nogen nyhed, det om udbud og efterspørgsel på parkeringspladserne. Men jeg er pludselig igen blevet en del af klubben med adressen inden for p-licens zonen. Det betyder, at vi har mulighed for at holde på de p-pladser langs kantsten, som kun koster licensprisen. Men de tilhører en uddøende race – og stadig flere og flere pladser forsvinder til fordel for de private parkeringshuse. Som aalborgenser er jeg blevet en del af en transformativ byudvikling; fra industriby til vidensby. Nye bygninger skyder op, bymiljøer integreres og trafikstrukturen skal ændres...

Misforstå mig dog ikke, jeg er bestemt FOR et grønt Aalborg. Flere cykler -færre biler. Det skal være dyrt at have bil. I ved, hele bæredygtighedstanken. Aalborg midtby er på vej mod bilfri zone. Derfor fjerner man parkeringsmulighederne på Frederiks Torv, Budolfi plads osv., så der skabes rum til flere grønne områder. Midtbys-entréen lægges i de få, store og dyre private p-huse, og er med til at fodre de udenlandske kapitalister. Vi hælder pengene UD AF Aalborg – og landet for den sags skyld. Det må vi altså kunne gøre bedre…

For det er blevet bøvlet at komme ind til midtbyen - og særligt at bo her. Jeg hører ofte om, hvordan detailhandlen i midtbyen er i krise - der er simpelthen ingen som shopper i fysiske butikker mere. Særligt, Friis og Nørregade har længe været under pres. I City Syd, er der til gengæld kronede dage. Og hvorfor mon? Jo, fordi man kan parkere! Det er kausaliteten. Butikkerne er ikke ved at dø - det er Aalborg midtby.

Så lad os nu bringe økosystemet tilbage i revet: Forbedre trafikstrukturen, i stedet for at fjerne den -så vi kan bevare livet i midtbyen, før det er for sent.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...