Mange samler sig på kajen, derfor sætter politiet nu ekstra fokus på havneområdet

AALBORG: Solen skinner, og varmen ligger tungt over byen. Og hvor er så bedre at søge hen end havnefronten.

Det er der rigtig mange af os, der gør, men nu er det så mange, at politiet sætter ekstra fokus på havneområdet.

Fra og med i eftermiddag, her tirsdag, er det populære hænge-ud-sted derfor udråbt til hotspot, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Det er et udtryk for rettidig omhu og samtidig et klart signal til borgerne om at holde afstand til hinanden, så vi mindsker risikoen for smitte med coronavirus fastslår politidirektør i Nordjyllands Politi Anne Marie Roum Svendsen.

Jomfru Ane Parken ved havnen har tidligere været et hotspot, men denne gang strækker hotspottet sig fra krydset Strandvejen/Toldbodgade og hele vejen langs havnefronten hen til Honnørkajen – og inkluderer dermed også Jomfru Ane Parken.

Der vil være skilte i området, der fortæller dig, at du befinder dig i et hotspot.

Hvis politiet vurderer, at der ikke bliver holdt tilstrækkelig afstand i området, og der derved danner sig større grupper end de tilladte 100 personer, er politiet klar til næste træk:

- Så udskriver vi bøder og indfører om nødvendigt et opholdsforbud, siger Anne Marie Roum Svendsen uden tøven og tilføjer:

- Vi har alle sammen et ansvar og er med til at afgøre, hvor meget smitten skal have lov at sprede sig her i Nordjylland. Og det er langt bedre for alle, hvis vi formår at holde afstand, husker den gode hygiejne og alvoren bag – sådan at vi undgår smittekæder og bevarer mest mulig frihed, opfordrer politidirektøren.

Udover hotspottet på havnefronten er der også et hotspot i Jomfru Ane Gade.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...