Patrick Cakirli vandrer kun, når han har nogen at følges med. Dem er der heldigvis nok af. Billedet er fra en tidligere march. Arkivfoto: Bente Poder
Livet her

Patrick går og går - men onsdag stopper han op for at spise aftensmad med dig

Mød manden bag March Mod Ensomhed i De Frivilliges Hus

18. september 2022 kl. 09:04

AALBORG: Patrick Cakirlis idé er helt enkel. Hvis han ikke har nogen at følges med, skal han stå stille. Ellers skal han gå og gå, indtil han har tilbagelagt 2.000 kilometer gennem Danmark.

Heldigvis er der mange, der gerne vil hjælpe ham med at slide skosålerne tynde, og derfor ventes han at nå frem til De Frivilliges Hus i Aalborg som planlagt 21. september - endda med et pænt følge.

Gåturen hedder March Mod Ensomhed, og den finder sted en gang om året for at skabe opmærksomhed omkring ensomme mennesker i Danmark.

- Jeg må ikke gå, medmindre jeg har følgeskab - ellers skal jeg stå stille. På den måde bliver min vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed, skriver Patrick Cakirli på sin Facebookside.

Aalborg Kommune og De Frivilliges Hus oplyser på Facebook, at Patrick Cakirli går mod Aalborg fra Hobrovej 110 i Støvring 21. september klokken 8 om morgenen.

Om aftenen har kommunen og frivillighuset i fællesskab arrangeret fællesspisning, hvor alle interesserede er velkomne til at deltage. Det foregår i De Frivilliges Hus på Hadsundvej 35.

Det koster 30 kroner at være med, og pengene doneres direkte til Recovery Bulls - en idræts- og aktivitetsbaseret nonprofitorganisation, som blandt andet forebygger og afhjælper ensomhed blandt mennesker i udsatte livspositioner.

Morgenen efter, 22. september klokken 7, går Patrick og følget videre mod Flauenskjold, og du kan være med til at sende dem afsted fra Gammeltorv i Aalborg. Kommunen og frivillighuset fortæller, at der vil blive serveret kaffe samt et rundstykke til de fremmødte.

Marchen varer frem til 14. oktober, og alle, der har lyst, er velkomne til at gå med. Det er ganske gratis at deltage, og du kan tilmelde dig på March mod Ensomheds Facebook-side.

Annonceret indhold

Nyeste