
Peking-anden på havnen er blevet helt iskold
Den kinesiske buffet-restaurant Jin Cun i Aalborg drejer nøglen og er nu taget under konkursbehandling
AALBORG: Det er nu definitivt slut med at sætte tænderne i en lækker, varm og veltilberedt Peking-and på restaurant Jin Cun på havnefronten i Aalborg.
Selskabet, der driver den kinesiske buffet-restaurant, er nemlig gået konkurs, og anden er så at sige blevet helt iskold.
Restauranten har plads til ca. 160 gæster, og den blev etableret den 1. februar 2009.

Den kinesiske restaurant ejes af Guanjiao Fu, Aalborg, og hun siger til aalborg:nu, at tiden nu er inde til at søge nye udfordringer.
- Jeg nåede lige akkurat at fejre 10 års jubilæum med Jin Cun, og nu skal der så ske noget nyt.
Guanjiao Fu - som af gæsterne er bedre kendt som Fru Fu - flyttede i sin tid fra København til Aalborg i forbindelse med åbningen af restauranten, og hun afviser ikke, at hun måske er på vej tilbage til hovedstaden.
Fru Fu:
- Der er rigtig meget arbejde forbundet med at drive en restaurant, for man er stort set på hele tiden.
- Jeg har tre børn, og jeg føler, at jeg slet ikke har haft ordentlig tid til at tage mig af dem, og det vil jeg gerne rette op på nu, understreger hun.