De frie fugle på vandet får nu råd til endnu flere forhindringer og forbedringer

AALBORG: Aalborg Cable Park har store ambitioner om at komme på landkortet både nationalt og internationalt.

Wakeboarderne, der udøver deres flyvende vandsport i havnebassinet i Østre Havn i Aalborg, får nu en økonomisk hjælpende hånd, der skubber klubbens ambitiøse plan og målsætning i den helt rigtige retning og dermed også en snarlig realisering.

Spar Nord Fonden går nemlig ind og støtter klubben med et kærkomment beløb på 50.000 kroner, og det er en sum penge, der hurtigt får ben at gå på.

Torben O. Andersen
Det er næsten en hel kunstart i sig selv at lave et smukt flyvehop, og det kræver både koncentration og teknisk kunnen at udføre det krævende hop, som her udføres af Rebecca Bon. Arkivfoto: Lars Pauli

William Jelstrup (27), Aalborg, er formand for Aalborg Cable Park, og han siger til aalborg:nu, at donationen skal anvendes til forbedringer i havnebassinet.

– Vi vil anlægge endnu flere forhindringer og rails i bassinet til glæde for vores aktive wakeboardere, og det korte af det lange er, at vi ønsker at skabe en aktivitetsbane her i Aalborg, der kan måle sig med de bedste anlæg både herhjemme og i udlandet.

– Og det kræver en opgradering af hele anlægget for at nå vores mål, anfører William Jelstrup.

Aalborg Cable Park har ifølge formanden ca. 300 medlemmer i dag, og det er en fordobling af medlemstallet i forhold til 2017.

At stå på wakeboard er i øvrigt stort set det samme som at stå på snowboard - den eneste forskel er såmænd blot, at det foregår på vand og ikke på sne. Det er i al sin enkelthed en sommerudgave af snowboard.

Ifølge wakeboarderne selv så føler de sig som frie fugle på vandet, når de giver den fuld skrue og flyver hen over vandfladen krydret med f.eks. et passende antal flyvehop.

Torben O. Andersen
Aalborg Cable Park holder til i bassinet i Østre Havn i Aalborg, og klubben har i dag ca. 300 aktive medlemmer. Arkivfoto: Lars Pauli

William Jelstrup:

– Det kommer til at koste ca. 300.000 kroner at forbedre vores anlæg, og vi skyder selv 100.000 kroner i projektet.

– Vi søger desuden andre fonde om tilskud, og vi håber at få det resterende beløb på 150.000 kroner på den måde, fortæller formanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...