Band giver koncert til august - måske mere end et sted

AALBORG: Han har slået stort set alle de danske salgsrekorder, der er at slå. Storhittet i udlandet med 7 Years og været Drunk in the Morning. Og om et par uger kan du opleve Lukas Forchhammer og resten af bandet her i Aalborg, når de er på turné rundt i landet med et kæmpe setup og en 360 graders scene.

Men måske kan du også være heldig at spotte den danske hitmager i en helt anden sammenhæng. For står det til Peter Lund Mørkbak, så skal sangeren og resten af bandet have en på opleveren, når de kommer til byen.

- Nogen gange skal man jo være lidt fræk og gøre noget anderledes, konstaterer han med smil i stemmen.

Charme og miljø

Derfor har Peter Lund Mørkbak, som står bag Musikkens bette Hus i Fjordbyen, budt sangeren på øl og en rundtur i Aalborgs lille perle. På et opslag på koncertarrangøren DTD Concerts Facebookside har han sat en invitation ind og tagget bandet.

- Jeg synes jo, at vi her i Fjordbyen har det bedste af det, de har i Christiania - vi har charmen og miljøet, men bare uden alle stofferne. Det kunne jeg godt tænke mig at vise ham, siger Peter Lund Mørkbak med henvisning til, at Lukas Forchhammer selv er vokset op i fristaden.

Katrine Schousboe
Musikkens bette Hus lægger sommeren over terrassegulv til en række koncerter - primært med upcomping navne. Men der er også plads til det danske verdensnavn, lover indehaver af spillestedet Peter Lund Mørkbak. Foto: Musikkens bette Hus

Samtidig lægger han ikke skjul på, at et besøg af den verdensberømte sanger vil være noget af en appelsin i turbanen for hans lille spillested, især når det gælder markedsføring.

- Vi har ikke mange midler at betale de kunstnere, der kommer her, med. Men hvis vi så kunne tilbyde dem omtale eller mange følgere på sociale medier, så kan det også noget. Derfor har jeg længe gerne villet have en ambassadør for Musikkens bette Hus, en person, som kunne hjælpe os med at blive promoveret, forklarer han.

Nyt Fedtebrød

Peter Lund Mørkbak har derfor tidligere henvendt til en flok større danske navne - bl. a. Allan Olsen - men indtil videre uden, at nogen har takket ja til invitationen.

- Jeg kunne godt drømme om, at vi kunne blive et spillested, lidt som Fedtebrød var i sin tid. Et sted, hvor kunstnere, der kom til byen, kunne finde på at komme forbi og drikke en øl og måske give et nummer. Og jeg tænker, at når først, det er sket et par gange, så vil det sprede sig, siger han.

Om Lukas Graham tager imod invitationen om øl, rundtur og måske et par ekstranumre med udsigt til Fjorden, ved vi nok først, når han er i byen. Men indtil videre har Peter Lund Mørkbak ikke fået respons på sin henvendelse.

- Men jeg giver ikke op og håber nu, at jeg måske kan komme i kontakt med nogen, der har kontakt til ham, siger han.

Lukas Graham - In the Round finder sted på Trekanten ved Hvorup Kirkevej 13. august. Der er fortsat billetter til salg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...