Aalborg nye og unge kunstnere kan opleves på Galleri Inuit

AALBORG: Det er uvante rammer for en god håndfuld unge kunstnere, som i øjeblikket udstiller på Galleri Inuit i Aalborg. De kommer alle fra kunst-kollektivet Street Station og har byens rum som det normale udstillingssted for deres værker. Men i de kommende tre uger stiller galleriejer Kurt Wolfsen lokaler og vægge til rådighed for den ny generation af kunstnere i Aalborg.

Fordi han gerne vil vise Aalborgenserne, at der er masser af kunstnerisk talent hos de unge, og fordi han synes der er stor kvalitet i deres værker.

- Det er selvfølgelig stort for os som unge kunstnere at få lov til at udstille på et rigtigt galleri, fortæller en af udstillerne Frida Stiil Vium, som har været primus motor for udviklingen af Street Station. Hun har sammen med Kurt Wolfsen tilrettelagt udstillingen.

- Enkelte af os har tidligere været her, men generelt er det svært for os at komme ind på gallerierne, De foretrækker etablerede navne eller kunstnere, som har en akademisk baggrund. Men jeg synes, det er meget flot af Kurt at lukke os ind, siger Frida Stiil Vium.

Hun tilføjer, at det for de unge kunstnere har været noget af en omvæltning at skulle udstille på et galleri. Normalt er deres kunst skabt til udendørs brug - det er til plankeværker, husgavle m.v. Og udført med spraymaling. På galleriet er der malet på lærred. Produktionstiden har været væsentligt længere og ikke alle motiverne ville kunne gøre sig på husgavlen.

Værkerne på udstillingen er specialfremstillede i løbet af nogle uger til netop denne udstilling.

- Et enkelt af mine malerier her på udstillingen kunne nok også bruges på et stor væg, men det har været meget anderledes for os at skulle lave noget til et galleri, som er Det er en helt anden verden, siger hun og kigger på glassene med hvidvin og rosé.

Frida Stiil Vium var i dagens anledning i søndagstøj, men havde skiftetøj med, så hun kunne gå direkte fra ferniseringen på Inuit til projekt Budolfi Plads, hvor et stort plankeværk ventede på de kreative unge med spraymalingen fra Street Station.

Interessen for at se de nye kunstnere i Aalborg var stor ved ferniseringen lørdag eftermiddag. Der var propfyldt, da galleriejer Kurt Wolfsen og skolerådmand Tina French bød velkommen.

- Uha, så mange mennesker overrasker mig godt nok meget, fortæller Morten Nielsen, som også er blandt de unge udstillere og debutant på et galleri. Han har også for en stud skiftet plankeværket ud med lærredet og viser malerier i akryl. Motiverne er personer, som han er stødt på i en eller anden sammenhæng - eksempelvis er der et stort maleri med Rihanna.

- Normalt laver jeg et kunstvært i løbet af en dag, her har jeg brugt nogle uger, fortæller han.

Han er glad for at få lov til at være med på Inuit.

- Men allerhelst vil jeg male på et plankevært, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...