
Planteskole udvider: Helt ny afdeling med store træer
Med sit nyeste initiativ kommer Gug Planteskole et ønske fra kunderne i møde
AALBORG: Du kender det måske godt - det ville da være rart, hvis det nyindkøbte æbletræ var bare lidt større og udsigten til æbler var indenfor rækkevidde.
Er du enig, så er du ikke alene. I hvert fald fortæller Gug Planteskole, at kunderne i den grad efterspørger store træer.
- I løbet af de seneste år er interessen vokset helt vildt, siger gartner Martin Holmriis.
Og det får nu planteskolen til at udvide med en afdeling, hvor du kan købe store træer med tykke stammer og højder på over 2 meter til haven.
I følge Martin Holmriis skyldes interessen især to ting:
- I forbindelse med corona har vi været mere hjemme, og vi har brugt haven mere, end vi plejer. Så opdager man måske, at man har brug for mere skygge, eller man vil have noget afskærmning ind til naboen, siger han.
- Og så er generationen af nye haveejere måske lidt mere utålmodig. Når de har bygget nyt, vil de gerne gøre haven færdig med det samme. Ofte fortrækker de også et hurtigt udbytte i stedet for at vente flere år på, at træerne vokser.
Martin Holmriis oplever, at købet af store træer ofte giver haveejerne mod på mere. Når der for eksempel hurtigt er æbler på træerne, så får man lyst til at videreudvikle sin have med eksempelvis bærbuske.
Hos Gug Planteskole finder du blandt andet rødbladet paradisæble, koreansk røn, spidsløn og hængebirk.
- Og så er der rigtig stor interesse for japanske kirsebærtræer i øjeblikket, siger Martin Holmriis.
Udover ønsket fra kunderne lægger havecenteret på Indkildevej også vægt på, at træer bidrager til at atmosfærens CO2 bliver reduceret, og miljøet bliver forbedret.