Kan give bøde på 2500 kr. at hænge ud i området

AALBORG: Politiet forlænger nu det opholdsforbud, som i sidste uge blev udstedt for området ved Jomfru Ane Gade. Det fortæller Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Forbuddet, som gælder for Jomfru Ane Gade, Jomfru Anes Gård og Ny Mølle Stræde til på lørdag morgen, 26. september, kl. 02 bliver udvidet til at også at omfatte lørdag aften og nat frem til søndag 27. september kl. 02.

Helt konkret betyder det altså, at du fra i dag, torsdag 24. og frem til søndag 27. i tidsrummene mellem kl. 22 og 02 ikke må hænge ud i de tre områder. Du må dog godt gå gennem Jomfru Ane Gade.

Politiet øger fokus

I det hele taget vil Nordjyllands Politi holde skarpt fokus på, at vi overholder de regler og restriktioner, der er, lyder det i pressemeddelelsen.

- Vi vil også i den kommende weekend være massivt til stede i og omkring Jomfru Ane Gade og påse, at opholdsforbuddet overholdes, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals, der understreger, at politiets patruljer gerne går i dialog med borgere, hvis der opstår tvivlsspørgsmål om noget.

- Men hvis man ikke kan finde ud af reglerne, så giver vi bøder, fastslår vicepolitiinspektøren.

Desuden vil politiet generelt patruljere mere intensivt i Aalborg og resten af Nordjylland og tjekke, at regler og retningslinjer efterleves.

- Især omkring weekender vil man kunne opleve mere politi i gadebilledet, og borgere vil kunne møde uniformeret politi inde på restaurationerne, hvor vi i højere grad vil lægge vejen forbi for at påse, at alt er i orden.

Forlængelsen af opholdsforbuddet træder formelt i kraft i dag, 24. september 2020 og gælder foreløbig indtil 30. september 2020. Området omkring Jomfru Ane Gade vil være markeret med forbudsskilte.

Det kan koste en bøde på 2500 kr., hvis du overtræder forbuddet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...