Gendannet og anmelderrost band er klar til festival

AALBORG: Der er stadig lang tid til, men Nibe Festival er allerede nu i fuld gang med at offentliggøre navne til næste års musikbrag i Skalskoven.

I dag kan festivalen så tilføje et af de senere års største navne i det danske poplandskab, det gendannede og anmelderroste Alphabeat.

Den silkeborgensiske sekstet tog Danmark med storm, da de i 2005 udgav monsterhittet Fascination, der siden blev fulgt op af den lige så ørehængende 10.000 nights of thunder.

Med debutalbummet Alphabeat i 2007 bed gruppen sig for alvor fast i den danske popscene, og internationalt har gruppen siden solgt over en million albums og singler.

I 2012 gik bandet på pause og forsanger Stine Bramsen i stedet i gang med at opdyrke en solo-karriere. Men Alphabeat var slet ikke færdige endnu.

Og tidligere i år brød de derfor stilheden med singlen Shadows og her 1. november med albummet I Don't Know What's Cool Anymore.

Udover sekstetten har Nibe Festival allerede offentliggjort Malurt og Lukas Graham som navne til næste års festival.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...