Nu kan du nyde surdejsbrød, croffins og kaffe i nye rammer

AALBORG: Ideerne står i kø hos den 25-årige iværksætter Willam Kærup, og i morgen, onsdag, tager han hul på endnu et kapitel i fortællingen om sit populære surdejsbageri BreadByKaerup i Vestbyen.

- Jeg åbner for indeservering i en slags minicafé i mit bageri, siger han.

Tina Larsen
Interessen for bageriet, der åbnede på Kastetvej i april, har været overvældende, oplever William Kærup. Foto: Martin Damgård

- Kaffen er ikke længere kun to go men kan nydes i en porcelænskop sammen med en smurt bolle eller kager her i lokalet.

Indeservering hos BreadByKaerup har været en drøm for den unge bager helt siden åbningen i april, og at han nu udvider sin forretning skyldes især den modtagelse, han har fået på Kastetvej.

- Jeg er meget ydmyg og imponeret over de reaktioner og kommentarer, jeg får herude. Mange roser bageriet og kan godt lide mine brød og kager. Og det er altså ord fra andres mund, understreger han.

Tina Larsen
De luftige croissanter er noget af det, BreadByKaerup hurtigt er blevet kendt for. Foto: Martin Damgård

- Det er vigtigt for mig, at kunderne er tilfredse, og jeg sætter altid kvalitet over kvantitet. Og så holder jeg fast i, at mit bagværk skal være simpelt med godt.

Netop kontakten med kunderne er vigtig for William Kærup.

- Jeg har taget initiativet, fordi jeg godt kan lide mine kunder og gerne vil være sammen med dem. Og give folk endnu et sted her i Vestbyen, hvor man lige kan mødes og slappe af og snakke, siger han.

- Og så vil jeg også gerne give kunderne mulighed for at nyde mit bagværk i mine rammer - præsentere mine egne ting på en ny måde.

Indeservering er blot det seneste af en række initiativer fra William Kærup. Og det er gået stærkt, siden han sidste år sagde sit faste job op for at stifte BreadByKaerup. I firmaet udvikler han opskrifter, er i gang med at designe bageudstyr og har stor succes med sine surdejskurser. De blev godt nok udfordret af corona, men som den idémager han er - så blev de såmænd virtuelle i stedet for.

Tina Larsen
Kvalitetskaffe bliver en vigtig del af den kommende indeservering. Foto: Martin Damgård

I øjeblikket ligger kræfterne dog i bageriet, der bærer firmaets navn, og i erkendelse af, at der er mere end travlt, får han snart en ny medarbejder. Ikke en, der skal kreere og bage, men i stedet har stor erfaring med eksempelvis den kvalitetskaffe, William Kærup også forhandler fremover som led i en mere økologisk profil.

William Kærup tager selvfølgelig højde for de gældende coronarestriktioner, men der er plads til omkring 12 gæster i området, hvor han nu er ved at få indretningen på plads.

Du kan få servering inde i bageriet fra i morgen onsdag 1. september klokken 8.

Her finder du info om blandt andet åbningstider

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...