Du kan opleve en ny version af succesmusicalen i Aalborghallen - se her hvornår

AALBORG: Det er intet mindre en en vaskeægte succes, der vender tilbage til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) næste år.

Da musicalversionen af Kim Larsens film Midt om Natten spillede sidste år, var alle syv forestillinger udsolgt.

Nu får nordjyderne endnu en mulighed for at opleve den store musicalsucces, som Midt om Natten blev over hele Danmark. En fornyet version af musicalen sættes op og kommer på en omfattende landsturné og kan opleves i AKKC fra 12. februar til 16. februar 2020.

Musicalen indeholder en række af Kim Larsen og Gasolins største hits og vender denne gang tilbage i en fornyet version, der lægger sig endnu tættere op ad den originale handling i den danske biografsucces.

Til at løfte genopsætningen er det lykkedes producenterne igen at samle et stærkt hold af både rutinerede og nye performere. Holdet tæller bl.a. Gustav Wolter, der i 2018 fik sit gennembrud i rollen som den oprørske Benny, der i filmen blev spillet af Kim Larsen selv.

Anmelderroste Troels Malling tager en tur mere som den veltalende charmør Arnold. Derudover kan publikum bl.a. opleve Allan Mortensen som vagabonden Tusindfryd, Jimmy Jørgensen i dobbeltrollen som brugtvognsforhandleren Charles og Rockerleder samt et stort ensemble og band, der tilsammen tæller mere end 30 medvirkende. Det vil senere blive offentliggjort, hvem der skal løfte de øvrige roller, herunder rollen som Susan Himmelblå.

Midt om Natten er en co-produktion mellem Tivoli, Langkjær Entertainment og Live Nation, hvor otte danske byer herunder Aalborg og Frederikshavn støtter op om den nye produktion.

Billetter til Midt om Natten i Aalborghallen kommer i salg fra på fredag, 8. marts, kl. 10.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...