Plantemarkedet i Østre Anlæg er både for nybegyndere og rutinerede havefolk

AALBORG: Der er noget for enhver, når der igen er Havemarked i Østre Anlæg; både det rutinerede havefolk med grønne fingre - og nybegynderen der måske står med sin første altankasse.

- Vi vil gerne ramme bredt, både unge, ældre - og dem midt imellem, siger Helga Hald, der er formand for bestyrelsen i Aalborg Havekreds, som er arrangør.

Interessen for blomster, træer og planter er generelt stor.

- Derfor er det også vigtigt for os, at vi inviterer de rigtige stadeholdere, så vi ved, at kvaliteten er i orden, siger hun.

- Både når det gælder råd og inspiration og et godt og varieret udbud af varer til salg.

Helga Hald oplever også en stigende interesse for klima og genbrug på havemarkedets cirka 40 stande.

- Man kan blandt andet møde en jernsmed, der laver flotte ting til haven - af lutter genbrug, siger hun.

- Og stadeholderne oplever også stigende interesse for klima og bæredygtighed. I det hele taget er der mange, der gerne vil genbruge og genanvende ting i haven i stedet for at aflevere det på lossepladsen.

Helga Hald understreger, at den enkelte skal gøre, som man vil.

- Men udviklingen begynder at gå i retning af, at vi bruger færre giftstoffer i haven. Folk accepterer i højere grad tingene som de er - lader de vilde blomster stå eller lever med mos i græsplænen.

Det er niende gang, der er Havemarked i Østre Anlæg.

Det finder sted lørdag 15. juni klokken 10 til 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...