Julemarkedet finder sted 25. november. Arkivfoto: Kurt Bering

Genbrugsjul er årets tema på julemarkedet i Huset i Hasserisgade

AALBORG: Det er altid populært, når der er julemarked hos Huset i Hasserisgade, og det er efterhånden også blevet en tradition, som mange aalborgensere ser frem til.

I år bliver julemarkedet afholdt søndag 25. november fra klokken 11-16. Der er gratis adgang for alle, og der vil være hele 27 forskellige boder med kunsthåndværk og hobbyting.

Det er et nyt tiltag, at temaet GenbrugsJul skal danne ramme for markedet, og arrangørerne håber på, at det vil medføre, at der vil indgå en masse genbrugsjulepynt til selve markedet og dermed også hjemme i folks stuer.

I teltene i Gården vil der være 14 genbrugsstadepladser, hvor man kan købe genbrugsjulegaver. Af andre aktiviteter kan julemarkedet blandt andet byde på pynte- og julegran samt brændte mandler fra Nørresundby Spejderne og tombola og juledekorationer fra Skt. Georgs Gilderne.

Der vil også være mulighed for at opleve de mange forskellige kreative værksteder, der holder til i Husets lokaler, så er du nysgerrig på, om det er noget for dig at gå til keramik, tegning eller et andet kunsthåndværk, vil det også være muligt at få en forsmag på dette på denne dag.

Intet julemarked uden glögg og æbleskiver, så Husets nye café Morgen, Middag og Kaffe vil servere de traditionelle julegodter. Hos Husets Café vil der være vegetar julebuffet, som kan nydes med et glas vin, økologisk fadøl eller sodavand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...