Postyr vil sprede julestemning i Musikkens Hus torsdag aften. pr-foto

Vokalgruppen optræder i Musikkens Hus torsdag 7. december

AALBORG: Den prisvindende vokalgruppe Postyr spreder torsdag 7. december julestemning i Musikkens Hus. Gruppen udkom 17. november med deres nye julesingle, "Share the Love" og er i den forbindelse på juleturné rundt i Danmark.

Kor og sang hører juletiden til, og Postyr er både tradition og fornyelse, når de kombinerer klassiske julesange med mere nutidig og moderne julemusik og giver deres bud på hvordan jule-kormusik anno 2017 kan lyde. Under koncerten vil Postyr desuden forsøge at sende elektriske impulser fra deres maskiner og computere gennem publikum, som derved bliver en aktiv del af koncerten.

Koncerten er en dobbeltkoncert med den aalborgbaserede vokalgruppe Black Russian, der med korleder Anna Vestergaard i spidsen leverer a cappella pop. Postyr og Black Russian har i forbindelse med koncerten indledt et samarbejde og vil optræde med flere fællesnumre.

Postyr har de sidste fem år turnéret verden rundt og høstet international anerkendelse for deres karakteristiske og stemningsfulde lyd, der kombinerer fem medrivende sangstemmer med electrobeats og inderlig sangskrivning. Postyr består af fem sangere, én laptop, en række lydkontrollerede lys og elektronik, og er opstået ud fra et ønske og en ambition om at forny og udvikle moderne vokalmusik gennem nykomponeret musik skrevet specielt til denne ensembletype.

Postyrs seneste album "Paper Tiger" modtog den prestigefulde amerikanske musikpris CARA-award for "Best European A Cappella Album 2016" og AVA-award for "Best Jazz Video Worldwide 2017". Gruppen har desuden været "runner-ups" for den Grammy-vindende a cappella gruppe Pentatonix i CARA-award kategorierne "Best Live Act" og "Best Pop Album".

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail