Flere end 400 af byens idrætstalenter bliver lykønsket af borgmesteren

AALBORG: Der er både danmarks-, europa- og ikke mindst verdensmestre imellem, når borgmester Thomas Kastrup-Larsen på mandag siger tillykke til flere end 400 idrætsmestre i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Fælles for dem er, at de hører til her i byen og har et mesterskab i 2017.

Det er syvende gang, at kommunen fejrer dens idrætsmestre ved arrangementet Aalborgs Bedste.

- Vores dygtige atleter har haft endnu et år, hvor de har høstet en lang række flotte medaljer rundt omkring i verden og i Danmark. Dermed har de ikke blot vunder anerkendelse for deres egne præstationer, men også ære på Aalborgs vegne. Det vil vi som by gerne vise, at vi sætter stor pris på, fortæller borgmesteren.

Ved seancen i AKKC lykønsker han personligt hver eneste af mestrene og giver dem en gave fra byen som tak for indsatsen.

Et par af de mestre, der kan stille sig op i køen, er butterflysvømmeren Viktor Bromer, der har gjort sig bemærket ved EM, VM og OL og is-svømmeren Dan Pedersen, som har taget nordisk guld i den disciplin, der på grund af de kølige temperatruer "kun" har en distance på 25 meter.

I alt blev der bragt 414 mesterskaber hjem til Aalborg i 2017. De fordeler sig på 2 VM guld, 2 VM sølv, 6 VM bronze, 14 EM guld, 7 Em sølv, 23 EM bronze, 21 Nordisk Mesterskab guld, og 339 DM guld.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...