Satser på akademi med kurser for frisører fra hele Norden

AALBORG: De har tre saloner i det nord-vestjyske og snart også en midt i Aalborg.

Den prisvindende frisørkæde Zoom By Zoom åbner nemlig salon i Algade ved årsskiftet. Det er salonen By Lundtoft, der bliver en del af kæden, der i forvejen har saloner i Thisted, Skive og Holstebro.

- Zoom By Zoom er et stærkt brand og har et koncept, der giver os mulighed for at give vores kunder en endnu bedre oplevelse. De ansatte i Zoom By Zoom er hele tiden under intern uddannelse for at være helt opdaterede på de nyeste trends og tendenser indenfor vores fag. Uddannelse, personlig udvikling og kundepleje er på et højt niveau og noget Zoom by Zoom vægter meget højt. Det vil ruste os til den fremtidige konkurrence, siger Carina Lundtoft i en pressemeddelelse.

Carina Lundtoft har været selvstændig med By Lundtoft siden 2013, fremover bliver det som en del af Zoom By Zoom-kæden. PR-foto

Zoom by Zoom Aalborg bliver også rammen for et nyt Nordisk Academy, hvor man i fremtiden vil holde kurser for frisører i Danmark og hele Norden.

Salonen i Aalborg er den anden franchisesalon hos Zoom By Zoom. Den første ligger i Holstebro.

- Vi er utrolig glade for at have fået Carina og hendes profesionelle team med på holdet hos Zoom By Zoom. Aalborg er en super interessant by, der har alt det, der kendetegner en storby. Samtidigt er Aalborg inde i en rivende udvikling i disse år, og vi er ikke i tvivl om, at tidspunktet er helt rigtigt til at åbne i Aalborg, siger Marianne Henriksen og Kristian Mørch Bertelsen, der står bag Zoom By Zoom kæden.

Zoom By Zoom vandt i juni Intercoiffure Mondial Best Continental Academy 2019 ved en stor international prisuddeling i Paris - som første danske frisører nogensinde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...