For nylig vandt grillbaren på Kastetvej prisen for det bedste takeaway i Nordjylland, og nu fejrer Louise Johansen også 20 år som indehaver

AALBORG: Man skal ikke overkomplicere gode retter, men derimod forbedre, udvikle og lytte til kunderne. Det er den formel, Louise Johansen nu på tyvende år driver sin grillbar efter.

- Dengang jeg overtog stedet, havde grillbarerne alt, hvad der var hurtigt at tilberede, og selvom indholdet af kød i bøffer og pølser var meget spartansk, og brødet altid var hvidt, så var det meget populært, for vi kunne sælge det billigt, og det var det, kunderne gik efter dengang, siger hun.

- Nu er vi alle blevet meget mere bevidste om, hvad vi stopper i munden, og da vi spiser langt mere takeaway i dag end for 20 år siden, har vi som restaurant også et ansvar for at kunne tilbyde kvalitet i form af gode råvarer, selvom det er fastfood, vi serverer, fortsætter hun.

Derfor er der sket en hel del med menukortet igennem årene. Der er for eksempel kommet sundere alternativer til brødet, bedre kød og en vegetarisk burger. Ligesom Louise Johansen generelt har udviklet især burgerne med nye varianter.

- Vi er gået burgervejen og har udviklet dem rigtig meget. Vi satser på gode råvarer, og så har vi udviklet burgere med for eksempel kartoffelrøsti og bløde løg, fortæller hun.

Camilla Gammelgaard
Én af de nyere ting på menuen er vegetarburgeren. Foto: Hans Ravn

Ikke så meget pangel

Men selvom 90'er klassikere som parisertoast og plankebøffer har måttet lade livet, så kan man stadig droppe ind og få sig en god gammeldags pølsemix eller en ristet hotdog. Kastet Grill & Burger bevæger sig nemlig ikke alt for langt væk fra deres koncept som klassisk grillbar.

- Der er ikke så meget pangel her. Vi udvikler og tænker over kvaliteten, men vi piller ikke for meget ved klassikere som eksempelvis bøfsandwich. Man kan gøre den bedre med en god sovs, der smager af noget og en hjemmelavet agurkesalat. Men man skal ikke overkomplicere det, siger Louise Johansen.

- Det er fint, der skyder nye steder op, der laver gourmethotdogs og alt muligt andet, men man skal stadig kunne gå et sted hen og få en helt almindelig ristet med det hele, forklarer hun.

Så selvom aalborgenserne efterhånden har rigtig mange valgmuligheder, når det kommer til takeaway, så skiller Kastet Grill & Burger sig ud ved at holde sig til det, som de ved, de er gode til. Nemlig at være en grillbar.

Camilla Gammelgaard
Kastet Grill & Burger blev for nylig kåret som Årets takeaway restaurant i Nordjylland af Just Eats brugere. Foto: Hans Ravn

20 år bag disken

Det var lidt en tilfældighed, at Louise Johansen blev indehaver af grillbaren. Hun var kun 22 år, da hun overtog den efter sin tidligere chef, men hun elsker stadig at gå på arbejde hver dag.

- Jeg kan godt lide at lave mad, og jeg kan godt lide, at der er gang i den, og det er der herinde. Jeg kan også godt lide friheden og selv at kunne bestemme, hvordan tingene skal være. Jeg kan generelt godt lide at være selvstændig, så er det måske lidt tilfældigt, at det lige blev mad, jeg skulle arbejde med, fortæller hun.

Noget af den frugt, indehaveren har kunnet høste efter 20 års arbejde, er prisen for Nordjyllands bedste takeaway, som Kastet Grill & Burger for nylig blev tildelt. Det var Just Eats brugere, der kunne stemme, og her løb Aalborg-grillen altså med sejren, og det glæder naturligvis Louise Johansen.

- Der kommer stadig kunder og ønsker tillykke, så det er rigtig dejligt, at folk kan lide det, man laver.

Kastet Grill & Burger fejrer deres 20 års fødselsdag ved at tage en gammel kending tilbage på menuen i en måned, og derfor kan du i hele marts sætte tænderne i en rød hotdog for en 20'er.

Camilla Gammelgaard
Der er plads til spisende gæster på grillbaren. Foto: Hans Ravn

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...