Vi elsker de billige koncerter i Karolinelund - i aften kan Scarlet Pleasure cementere succesen

AALBORG: Mange uger med godt vejr og to håndfulde solide musikalske navne er lig med succes.

Sådan kan konklusionen meget vel ende med at blive, når der skal gøres status over årets fredagsfester.

For selv om der stadig er fire koncerter tilbage på programmet, så tyder meget på, at de populære koncerter endnu engang sætter rekord.

- Nu hoverer jeg jo aldrig, specielt ikke, når vejret er involveret, men det ser godt ud, siger leder af Skråen Jørgen Nissen.

Han lægger ikke skjul på, at han indtil videre er yderst tilfreds med både interessen for og afviklingen af arrangementerne.

På forhånd har spillestedet lavet en målsætning om, at der i snit skal 3500 gæster gennem indgangen til hver koncert, men efter de første seks arrangementer, siger besøgstallene 4500.

- Selv om der har været lange køer til flere af koncerterne, så har vi faktisk lukket alle ind. Kun en gang har vi lukket dørene for publikum, og det skete efter kl. 20, siger han.

Træk tiden og undgå kø

Også koncerten med Scarlet Pleasure i aften, forventer Jørgen Nissen bliver populær.

- Jeg tror, der kommer rigtig mange mennesker, men det vil være et lidt yngre publikum end til mange af de andre koncerter, vurderer han.

Jørgen Nissen opfordrer i øvrigt til, at man ikke lader sig afskrække af en eventuel kø ved indgangen, for de øvrige fredage er det, efter hans mening, gået relativt hurtigt med at få folk ind.

- Men vi kan se, at mange kommer omkring kl. 18 og står i kø, hvorimod der ikke er kø, når klokken bliver 19, siger han.

Generelt har interessen for Fredagsfest været stigende de senere år. Sidste år gæstede i snit 4000 hver af de otte koncerter.

Koncerten i aften bliver fulgt af afterparty på Skråen med Kongekvintetten. Der er fri entre, hvis man har været til Fredagsfest.

Ud over Scarlet Pleasure i aften kan du stadig nå at komme til Fredagsfest med:

Johnny Madsen Band 17. augustKATO 24. augustMads Langer 31. august

Læs også: Fredagsfest bliver endnu større
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...