Puk Ørbæk Jensens delikatesser bliver solgt over hele landet - nu har hun også åbnet egen forretning

AALBORG: Det ville muligvis være lettere at lade være. Men tanken er slet ikke en del af Puk Ørbæk Jensens univers.

For det første, fordi hun for længst har erkendt, at hun ikke har job men livsstil, for det andet fordi hun lige så længe, hun kan huske, har villet have sin egen butik.

- Det er virkelig en drøm, der går i opfyldelse. Jeg har altid vidst, hvad jeg gerne ville have på hylderne, og hvordan de skulle indrettes, fortæller hun.

Katrine Schousboe
Firmaet Puk's Delikatesser har ti års jubilæum i år - varerne bliver solgt til op mod 150 butikker landet over. Foto: Martin Damgård

Forleden kunne hun så åbne dørene til drømmen - den fineste lille gårdbutik med varer af både egen produktion og et nøje udvalgt sortiment af delikatesser fra vin, te og kaffe over romkugler, flødeboller og nødder. Butikken ligger ved familiens hjem på Svenstrupvej mellem Svenstrup og Frejlev, og Puk Ørbæk Jensen håber derfor, at hun kan hente kunder fra et større opland.

- Vi købte netop det her hus for nogle år siden med henblik på at lave det her. Det er den gamle hestestald, der er blevet bygget om, forklarer hun og viser en flok billeder på telefonen af lokalerne, som de så ud dengang, der var dyr. De efterlader ingen tvivl om, at lokalerne har fået det, der i boligprogrammerne ofte bliver betegnet "den store tur".

- Ja, det har taget lidt tid, smiler hun.

Katrine Schousboe
I chokoladekøleren kan man blandt andet finde trøffel-romkugler fra Selected Gourmet og økologiske flødeboller fra Anker Chokolade. Foto: Martin Damgård

Seneste skud på stammen

Ved siden af butikken er hun ved at lægge sidste hånd på de produktionslokaler, som de kommende år skal være grundsten i firmaet Puk's Delikatesser.

Den fysiske butik er nemlig kun det nyeste skud på det firma, som Puk Ørbæk Jensen har bygget op over de seneste ti år. I omkring 150 butikker landet over - inklusive f.eks. Salling og Magasin på Kgs. Nytorv - kan man købe et udvalg af sennepper, sirupper og andre specialiteter, som bærer etiketten Puk's Delikatesser.

- Engrosdelen er klart den største del af min virksomhed, og den har jeg kunnet leve af i mange år. Siden har jeg så også fået en webshop og nu den fysiske butik, som jeg håber vil kunne komme til at udgøre en god del af omsætningen, fortæller hun.

Selv om det snart er et par årtier siden, Puk Ørbæk Jensen flyttede fra Bornholm til Nordjylland for at få en uddannelse, så hører hendes virksomhed indtil videre til på netop solskinsøen. Her bliver produkterne, der bærer hendes navn, lavet, men tanken er, at store dele af produktionen gradvist skal flyttes til gården ved Frejlev.

- Det er mine forældre på Bornholm, der hjælper med den del, men selv om de gerne vil og kalder det deres hobby, så er de henholdsvis 75 og 79 år, så det kan ikke blive ved for evigt, siger hun.

Katrine Schousboe
Puk Ørbæk Jensen har i flere år vidst, hvilke brands hun vil sælge, når hun fik sin egen butik. Foto: Martin Damgård

Mand i Jomfru Ane Gade

Med masser af fremgang og ny butik synes det i dag helt indlysende, at det netop er eget firma, Puk Ørbæk Jensen bruger sin arbejdstid på. Men vejen derhen har haft flere sving, end så mange andre oplever.

- Jeg flyttede herop for at studere. Men jeg havde nok fokus på så meget andet end lige studierne, tænker jeg i dag, siger hun ærligt og tilføjer, at hun efter bare 30 dage i Aalborg var en tur i Jomfru Ane Gade og mødte ham, som hun i dag deler adresse og tre børn med.

- Jeg læste markedsføringsøkonom, men havde ikke så mange forudsætninger, for jeg var almindelig student, hvor de andre var handelsstudenter. Så begyndte jeg på frisøruddannelsen, fordi jeg godt kan lide noget med hår og makeup, fortæller hun.

Heller ikke det var dog den rette hylde, så turen gik på kokkeskole for en stund. Før hun begyndte at arbejde for sin mor og siden blev ansat på McDonald's. Burgerkæden tilbød hende med tiden at læse en handelsøkonom-uddannelse, mens hun arbejdede ved siden af.

Katrine Schousboe
Udenfor butikken er der et lille område, hvor man kan drikke en kop kaffe. Når produktionslokalerne er klar, er det også tanken, man kan købe f.eks. en cookie eller en brownie til. Foto: Martin Damgård

Helt som drømmen

- Mens jeg var i gang med min afsluttende opgave, gik det op for mig, at min mor overvejede at sælge den virksomhed, hun havde haft, hvor hun lavede sennep. Lidt for sjov kom min mand og jeg til at tale om, om vi skulle overtage noget af det, så vi tog en hurtig beslutning og gjorde det.

Undervejs er familien vokset med tre børn, og netop den flok er også en del af forklaringen på den nye butik.

- Når man er selvstændig, har man ofte mere fleksibilitet. Hvis børnene er syge, kan jeg være hjemme ved dem, det ville jeg ikke kunne, hvis jeg havde arbejde ude. Her kan de bare komme over i butikken, hvis de har brug for mig, siger hun.

Netop fleksibiliteten er også grunden til, at Puk Ørbæk Jensen ikke har nogen egentlige ambitioner om, at firmaet skal blive væsentligt større, eller at hun skal have folk ansat.

- Jeg elsker virkelig mit liv, som det er nu. Det føles ikke som arbejde. Det er helt, som jeg har drømt om.

Du finder Puks gårdbutik på Svenstrupvej 45. Der er åbent onsdag-fredag kl. 10-17 og lørdag kl. 10-14.

Katrine Schousboe
Gårdbutikken ligger på Svenstrupvej lige før man rammer byskiltet til Frejlev. Foto: Martin Damgård
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...